Méandre (2020)

Sælsom og til tider metafysisk disponeret franskproduceret gyserfilm, der vinder på et blændende produktionsdesign, som klaustrofobisk anlagte bør holde sig langt fra. "Meander" er en stort set dialogløs og meget langstrakt kamp for overlevelse, som oplevet af kvinden Lisa (Gaia Weiss), der er fanget i et futuristisk udseende helvede af et tunnelsystem.

Angiveligt er hun placeret her af dén mand (Peter Franzén), der samler hende op in the middle of nowhere i filmens åbning. Vi får det ikke forklaret, men Lisas nye virkelighed er i hvert fald en række yderst snævre gange og passager mellem oceaner af bekostede, gennemsolide vægge, lofte og gulve – med indslag af LED-lys og med lemme, der programmeres til at gå op og i.

Er det manden, der styrer alt dette? Og hvorfor skal Lisa i dén grad tæskes gennem ild og vand (og jages af et hårrejsende monster!), før hun – måske – finder en vej ud? Svaret blafrer i den sparsomme ilt i de snævre gange, men en metafysisk slutning lægger op til eksistentiel perspektivering.

Det er ikke i de æteriske lag, filmen har sin force. Dem havde vi sådan set gerne været foruden. Men det er peanuts i en actiongyser, der i nærmere 85 % af tiden udelukkende udspiller sig om bord i et klaustrofobisk helvede, og hvor prøvelser af bibelske dimensioner står på nakken af hinanden. En stor og pirrende undren breder sig i mødet med den begavede måde at genfortælle Lisas helvede på: For her er bare ingen forklaringer. Og vi gennemlever fyisk såvel som psykisk den udvidede kravletur sammen med vores stærkt udfordrede hovedperson.

Det er visuelt flot og i en stringent udnyttelse af nerven i frygtens epicenter, en slags moderne skærsild i stål og glasfiber. Hér præsterer Gaia Weiss meget flot i den krævende og næsten ordløse hovedrolle.