Hitlerjunge Quex (1933)

Jo, du må godt synes, en propagandafilm skabt undet naziregimet er stor filmkunst. Det ville fx være lodret kontralogisk ikke at fremhæve flere af Leni Riefenstahls dokumentariske hovedværker som netop dette, herunder ikke mindst Triumph des Willens (1935) og den todelte Olympia (1938).

Men med de dramatisk funderede spillefilm, der op gennem 1930'erne og 1940'erne blev spyttet ud som skidt fra spædekalve, forholder det sig generelt temmelig anderledes. Den bedst kendte, Veit Harlans Jud Süss (1940), er et kvalmende, omend kitschet manifest, hvor jøder i dén grad hænges ud som utroværdige undermennesker.

"Hitlerjunge Quex" målrettedes børn og unge, der måske allerede havde et godt øje til fællesskabet og holdånden på et af de lokale Hitlerjugendhold. Således møder vi den store knægt Heini Völker (Jürgen Ohlsen) – lyslokket, naturligvis – der er bundet af forældrenes kommunistiske livssyn. Heini erfarer hurtigt, at han tænder langt mere på den anden fløj, den nazistiske, og gennem et oprør, der ikke bliver omkostningsfrit, lykkes det ham at komme ind i folden... og hans lykke er gjort!

Filmen lider under flere tyngende åg, der gør den både stivbenet og ufrivilligt komisk. Først og fremmest er Jürgen Ohlsen ikke noget decideret fund i hovedrollen: Han overspiller og efterlades intet til egen fantasi. Samtidig er manuskriptet, som K.A. Schenzinger hér baserer på egen roman, fyldt til bristepunktet med tåbeligheder. Og det tekniske arbejde vidner på ingen måde om ret stor kunstnerisk indsigt eller vilje.

Det er så tyktflydende, at det kun bør være børn og barnlige sjæle, der køber "perspektiveringerne" i fortællingen. Men hvis det er lykkedes, må "Hitlerjunge Quex" også siges at have opnået, hvad den ville. Lidt pondus opstår ud af bastant spil fra Heinrich George som Heinis drikfældige og kommunistiske far.