When a Stranger Calls (1979)

Sammenhængende film:

When a Stranger Calls (1979)

When a Stranger Calls Back (1993)

En lidt under-/mindre kendt thriller fra de sene halvfjerdsere, der i de allerbedste scener vækker mindelser om genreklassikere så habile som Dirty Harry (1971). "When a Stranger Calls" får i hvert fald senere forsøg på at genoplive telefon/seriemorder-subgenren (herunder Wes Cravens Scream-film) til at ligne slatne, surtlugtende karklude.

Da babysitteren Jill Johnson (Carol Kane) overtager børnevagten i lægeparret Mandrakis' enorme villa, skal hun snart blive skræmt fra vid og sans. En mand bliver ved med at ringe og spørge: "Hvornår har du sidst set til børnene?", hvorefter han lægger røret på. Det værst tænkelige sker, og Jill efterlades i traumer. Dog lykkes det hende at komme videre i tilværelsen, og der klippes syv år frem i tiden.

Her bliver det klart, at (børne)morderen Curt Duncan (Tony Beckley) er undsluppet sin psykiatriske forvaringsdom og således nu er på fri fod. Først ser vi ham lægge insisterende an på den meget afvisende bargæst Tracy (Colleen Dewhurst)... dette kan næsten kun ende galt... hvorefter Duncan på ny bider sig fast i Jills haser, og hun har nu sin egen familie!

Politmand/privatdetektiven John Clifford (Charles Durning) er determineret på sagen, men på trods af alliancer med diverse potentielle ofre, synes Duncan altid at være et par skridt foran...

Det er ikke fordi, Fred Waltons iscenesættelse byder på en decideret nyfortolkning af genren. Til gengæld udviser han et beundringsværdigt fokus på den fortættede historie, hvor de indbyggede twists and turns udnyttes blændende gennem både skuespil, lyd og visuel formidling. Helt fremme på podiet er Charles Durnings sammenbidte politiopdager, der trods sine mange kilo får løbet en hel del gennem Los Angeles' nattemørke gader. Men især Tony Beckley er magnifik som den kamsvedende, uhumske og bestialske storbyseriemorder.

I birollen som Tracy brillerer Colleen Dewhurst med en af filmhistoriens mere kategoriske afvisninger af kurmageri. En afvisning, som Duncans forskruede hjerne dog ikke på nogen måde vil godtage. Donald Petermans finurlige, formørkede fotografering indfanger sublime stemninger både i ansigter og bybilleder.