Perfect Stranger (2007)
En journalist går undercover i forsøget på at få skovlen under en magtfuld forretningsmand, som hun mistænker for at stå bag mordet på en ven.
URENT TRAV
Her bliver der gået til makronerne, hvad angår magtfulde, liderlige mænds frie legeplads anno 2007. Nærmere bestemt den stinkende rige forretningsmand Harrison Hill (Bruce Willis), der altid får, hvad han peger på – ikke mindst, når det gælder lækre sild på samlebånd (selvom han er gift.)
Med krum hals og udfordrende påklædning
Derfor er den opsøgende journalist Rowene Price (Halle Berry) også godt stillet, da hun går til en farefuld opgave med krum hals og udfordrende påklædning. Der er en særdeles en god chance for, at Hill vil gå til stålet og hermed gøre sig sårbar i liderlighedens jerngreb, når Rowena samtidig forsøger at afdække nogle af hans dybeste hemmeligheder, herunder et muligt mord.
Superglat og erotisk overtændt
Instruktør James Foley, der ofte er garant for "god gennemsnitsunderholdning" – herunder At Close Range (1986), Fear (1996) og The Chamber (1997) – serverer en superglat og bundforudsigelig erotisk overtændt thriller, der dog også har en fascinationskraft i sin særlige silkebløde tilgang til kattens leg med musen.
Ikke meget kant at slibe af
Skuespillet er absolut nydeligt, selvom der ikke er meget kant at slibe af de hårdt optrukne stereotyper. Særligt Bruce Willis rammer ret så elegant den slibrigt magtfulde liderkarl, hvis metoder i magtens umiddelbart usårlige osteklokke ikke kender nogen former for empati. Kun selviskhed og lyst til at bedække.
Vildt lækkert produktionsdesign
Det tekniske tidsbillede af hightechcomputere og især primitive chatrooms anno 2007 er i dag ren underholdende kitsch, til gengæld er hele produktionsdesignet vildt lækkert og fascinerer i sin rendyrkede storbyæstetik i både dags- og nattebelysninger. Sansevoldtægten opstår primært i den alt for outreret anvendte underlægningsmusik.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2007, USA, Thriller, Krimi, Mystik, 109 min.
Dansk titel: Perfect Stranger- Halle Berry (Rowena Price)
- Bruce Willis (Harrison Hill)
- Giovanni Ribisi (Miles Haley)
- Richard Portnow (Narron)
- Patti D'Arbanville (Esmeralda)
- Gerry Becker (Jon Kirshenbaum)
- Jared Burke (Kenneth Phelps)
- Anna Kendrick (Cocktail Waitress)
- Nicki Aycox (Grace)
- Kathleen Chalfant (Elizabeth Clayton)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation