Fear (1996)

På trods af åbenlyst usandsynlige overdrivelser må det blot erkendes, at husterrorthrillers kan et eller andet, der rykker ved din kardinalangst og kamp/flugt-instinkter. "Fear" er et drama, der rykker, men udtalt originalt er det ikke.

En drømmefyr

Gymnasiepigen Nicole Walker (Reese Witherspoon) falder pladask for den jernhårdt muskelpumpede David McCall (Mark Wahlberg). Han er cute, synes hun, forstår hendes inderste drama, og er sågar tålmodig, når det kommer til dikkedik på skibsbriksen...! Kort sagt: En drømmefyr.

En skidt karl... med overbygning

Stille og roligt bliver de to kærester, men der stikker noget under. Snart går det op for Nicole – og ikke mindst hendes meget skeptiske far – at David er en skidt karl... med overbygning. Faktisk er han stjernepsykopat, og dét kommer Nicole med kernefamilie snart til at mærke.

Klamt uforudsigelig

Mark Wahlberg er egentlig tilpas klamt uforudsigelig som David McCall – underbuksemodellen Wahlbergs første store filmrolle. Reese Witherspoon funkler i glimt som den helt ubegribeligt naive Nicole, der må lære det på den hårde måde, også det dér med nedreregionel gymnastik.

Lækkert produceret

"Fear" forfører først og fremmest, fordi den er lækkert produceret i Thomas Kloss' sprødt inciterende fotografering, der giver herlighederne et skær af eventyr. Så leves der bedre med, at intet i handlingen kommer som en overraskelse.

Stemningen slås an

Carter Burwell leverer den 1990'er-typisk kærtegnende underlægningsmusik. Den buldrer voldsomt og vedvarende gennem hele filmen – bare for at slå stemningerne ekstra tydeligt an... for en sikkerheds skyld.