Immediate Family (1989)
Et ægtepar kan ikke få børn. Gennem et bureau sættes de i forbindelse med teenageren Lucy, der ikke ønsker sit ufødte barn.
KRØLTOP MED KNASTER
Dette ekstremt forudsigelige og tilsvarende amerikansk sødladne melodrama redder sig nogenlunde tørskoet i land takket være habilt skuespil og undvigemanøvrer udenom de allermest sakkarinsøde faldgruber. Det kunne have været meget værre, men er egentlig slemt nok.
Ti år uden børn
Ægteparret Spector har været gift i ti år, men kan ikke få børn. Nu må der ske noget, og adoptionsbureauet sætter hr. og fru Spector (James Woods og Glenn Close) i forbindelse med teenageren Lucy (Mary Stuart Masterson). Hun fjumrer højgravid rundt og har bestemt ikke tænkt sig at beholde babyen.
Desperat ægtepar
Haps! Dén (= krøltoppen) snupper det desperate ægtepar. Men ungen skal lige ud først, og inden dét sker, kan de tre jo passende lære hinanden bedre at kende. Også Lucys spradebassede kæreste Sam (Kevin Dillon) støder til. Men vil al denne babysnak måske i virkeligheden vække moderinstinktet i Lucy?
Sukkerlag
"Immediate Family", der på dansk fik den mundret demonstrative titel "Vi vil ha' et barn", er et glansbillede uden ret mange afvigelser fra den pussenussede formel. Men trods sukkerlaget (inklusive "nuttet" underlægningsmusik og oceaner af kvælende(!) popsange), fungerer melodramaet alligevel tilpas medrivende og er et klassisk billede af sin 1989'er-tid.
Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1989, USA, Drama, Teenagere, Børn på film, 95 min.
Dansk titel: Vi vil ha' et barn- Glenn Close (Linda Spector)
- James Woods (Michael Spector)
- Mary Stuart Masterson (Lucy Moore)
- Kevin Dillon (Sam)
- Ken Lerner (Josh)
- Jane Greer (Michael's Mom)
- Gloria Reuben (Maternity Nurse)
- Blu Mankuma (Crib Mover)
- Alma Beltran (Spanish Woman)
- Stephen E. Miller (Lucy's Stepfather)
- Deborah Offner (Kathy)
- Katharine Isabelle (Carrie)
- Andrew Kavadas (Crib Mover)
- Linda Darlow (Susan Drew)
- Veena Sood (Nurse)
- Walter Marsh (Dr. Nathanson)
- Babs Chula (Birthday Girl Mom)
- Rebecca Toolan (Real Estate Woman)
- Andrea Mann (Spanish Daughter)
- Mimi Kennedy (Eli's Mom)
- Lynn Eastman-Rossi (Phone Operator)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation