Looper (2012)

Mærkbart intenst, men også både konstrueret og overfladisk, serverer manusforfatter/instruktør Rian Johnson en scifi-lækkerbisken, der savner jordforbindelse – i bogstavelig forstand.

Et smuthul til fortiden

I år 2074 udnytter mafiaen et smuthul, der kan hjælpe med at skaffe uønskede mænd af vejen: De sender dem ganske enkelt tilbage i tiden, hvor særligt betroede lejemordere (såkaldte loopers) står klar med en gun, ligeså snart ofrene er blevet buzzet igennem en usynlig tidsmaskine.

En ny dimension

En sådan looper er Joe (Joseph Gordon-Levitt). Han tjener godt, men er også sårbar i overmagtens konstante overvågelse. Da han undlader at plaffe et af fremtidsofrene, former der sig en hel ny dimension i Joes liv – han møder sig selv som ældre...!

Gennemslagskraft

"Looper" er scenografisk møglækker, men har reelt mest gennemslagskraft, styrke og troværdighed, når den i fine passager beskæftiger sig med helt jordnære ting som mandshøje majsmarker og landlig idyl.

Ekstremt hektisk

Ligeså snart, dramaets turbolader viser rødt på alle sci-fi-parametre, drukner de fleste gode takter i en tiltagende ekstremt hektisk stil, komplet med svævende mennesker, effekter og "knallerter".

Savner dybde

Ideen med at give Gordon-Levitt en "Bruce Willis"-maske på er mest af alt obskur – troværdig bliver den aldrig. Spillet er generelt nydeligt, men med roller uden den nødvendige dybde. Musikunderlægningen brager helt efter bogen i alle kanaler det meste af tiden.