Looper (2012)

Mærkbart intenst, men også både konstrueret og overfladisk, serverer manusforfatter/instruktør Rian Johnson her en scifi-lækkerbisken, der savner jordforbindelse - i bogstavelig forstand.

Et smuthul til fortiden

I år 2074 udnytter mafiaen et smuthul, der kan hjælpe med at skaffe uønskede mænd af vejen: De sender dem ganske enkelt tilbage i tiden, hvor særligt betroede lejemordere (såkaldte loopers) står klar med en gun, ligeså snart ofrene er blevet buzzet igennem en usynlig tidsmaskine.

En ny dimension

En sådan looper er Joseph Gordon-Levitts Joe. Han tjener godt, men er også sårbar i overmagtens konstante overvågelse. Da han undlader at plaffe et af fremtidsofrene, former der sig en hel ny dimension i Joes liv - han møder sig selv som ældre...

Gennemslagskraft

"Looper" er scenografisk møglækker, men har reelt mest gennemslagskraft, styrke og troværdighed, når den i fine passager beskæftiger sig med helt jordnære ting som mandshøje majsmarker og landlig idyl.

Ekstrem-hektisk

Ligeså snart, dramaets turbolader viser rødt på alle scifi-parametre, drukner de fleste gode takter i en tiltagende ekstrem-hektisk stil, komplet med svævende mennesker, effekter og "knallerter".

Savner dybde

Idéen med at give Gordon-Levitt en "Bruce Willis"-maske på er mest af alt obskur - troværdig bliver den aldrig. Spillet er generelt nydeligt, men med roller uden den nødvendige dybde. Musikunderlægningen brager helt efter bogen i alle kanaler det meste af tiden.