Slap Shot (1977)

    Et ishockeyhold på randen af opløsning finder oprejsning og får succes med en uortodoks og meget voldelig spillestil.


    KOMIK PÅ GLATIS

    + PLUS: energi | kompromisløshed
    -MINUS: overgearet | støjende | plat

     

    Paul Newman må lægge bande- og bolleord i sin mund i hovedrollen som den spillende ishockeytræner Reggie. Hans hold er godt på vej til at gå helt i glemmebogen, og meget tyder på, at de er i gang med deres sidste sæson overhovedet.

     

    Vold på isen

    Men så opfinder Reggie en spillestil, der om ikke andet får publikum på deres side - mærkeligt nok. Ved at anvende vold og indlede blodige slåskampe på isen, så snart lejligheden byder sig, kan det måske alligevel være, at der kan ses lys for enden af isen?

     

    En sportsfarce

    "Slap Shot" kunne godt være lidt af et forbillede for moderne "sportsfarcer" som Kingpin (1996) og Dodgeball (2004). I hvert fald er stilen her i 1977 ekstraordinært overgearet og kompromisløs - både i spillestil, dialog og plotudvikling.

     

    Variationen udebliver

    Det er egentlig overraskende velfungerende, for variationen udebliver ret tidligt i filmen. Langt de meste af herlighederne udspiller sig på isen - og de endeløse slåskampe bliver efterhånden gabende kedsommelige.

     

    Newman som styrke

    Paul Newman er den helt væsentlige samlende styrke. Når det meste vakler omkring ham - altså at "Slap Shot" reelt er ved at køre af sporet - lykkes det alligevel Newman at holde tilskuerens fokus på de obskure optrin, til trods for at hans Reggie-præstation ikke er decideret blændende.

     

    Skinger tone

    Tonen bliver hurtigt skinger, og filmoplevelsen ualmindelig støjende. Og det er såmænd mest fordi, der stort set ikke er en pause fra snakkeriet (og råberiet). Underlægnings- og popmusikken gør ikke voldsomt meget væsen af sig.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1977, USA, Komedie, Farce, Sport, 123 min.

    Dansk titel: Slap Shot
    Instr: George Roy Hill Prod: Stephen J. Friedman, Robert J. Wunsch Manus: Nancy Dowd Foto: Victor J. Kemper Klip: Dede Allen