The Company You Keep (2012)

    En tidligere undergrundsaktivist og FBI-eftersøgt går under jorden, da en journalist efter 30 år har fundet ham. Men hvor ligger skylden?


    TAMT GLANSDRAMA

    76-årige Robert Redford instruerer her sin niende spillefilm og spiller også selv hovedrollen. Det er en blankpoleret og stjernespækket Hollywood-produktion, bekostet og professionelt håndværk - men helt uden glimt i øjet.

    Storpolitisk historie
    Historien er storpolitisk og har sine rødder i en sag, der ligger 30 år tilbage i tiden. Her havnede filmens hovedperson, advokaten Nick Sloan, sammen med en gruppe ligesindede undergrundsaktivister i politiets søgelys.

    Benene på nakken
    30 år senere har man stadig ikke kunnet spore nogle af de involverede, og FBI er godt frustrerede. Men en dag finder den unge journalist, Ben Shepard, ved et tilfælde frem til Sloan, der nu tager flugten.

    Irriterende uforløst
    Den gamle sag, der jo må siges at være central i filmens plot, får aldrig en grundig behandling eller forklaring, hvorfor filmen står i lidt af et problem: den hæsblæsende tagen-benene-på-nakken-spænding forbliver irriterende uforløst.

    Strutter af selvtillid
    Tilbage sidder man med et højglansdrama, der strutter af selvtillid i form af de mange mere end halvgamle stjerner, som Robert Redford har stuvet sammen til formålet.

    At ældes uden ynde
    Robert Redford selv og Julie Christe i en birolle som pensioneret aktivist er begge tydeligt ansigtsløftede i en aldringsfornægtelse, der er grum at betragte. Oven i købet er Redfords hovedrollefigur far til en 11-årig pige og i fuld vigør. Det er bare ikke længere troværdigt!

    Uden saft & kraft
    Bedre blandt de gamle fremtræder Nick Nolte, Susan Sarandon og Sam Elliott, dog uden den fornødne saft og kraft. Shia LaBeouf udgør det ungt sprudlende islæt som den ihærdige journalist. Alt i alt temmelig uinspireret og alt for lang selvsmagende film, der kategoriseres som thriller men må siges at være helt uden thrill.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020