Tiger King (2020)

Bedre end reality-tv, hvis det da ikke er reality, vi her bevidner? På mange måder er "Tiger King" semidokumentarisk fiktion, eller også er det omvendt. Fascinerende er det i hvert fald, når vi møder både tigerkongen selv, hans "konkurrent" og læremester, hans dyrevelfærdstrussel og alle dem midtimellem.

Syv episoders dokusæbe

For hvis du troede, du havde set alt – både tv, typer og reality, kan du godt tro om igen. Netflix' syv episoder lange dokusæbe centrerer sig særligt om zoo-ejeren Joe Exotic, der har haft tigre som kæledyr det meste af sit liv.

En broget sag med mange sider

Det er én side af en broget sag. En anden er, at Joe er eksplicit (og ypperligt manieret) homoseksuel med en forkærlighed for unge mænd (som ikke er homoseksuelle, men som hellere end gerne giver lidt af sig selv for at være tæt på den legendariske Exotic-type!!).

Tiltagende krimiagtig

En tredje – og i tiltagende grad krimiagtig – side af sagen er Exotics hadefulde forhold til dyrevelfærdsforkæmperen Carole Baskin. Det bliver efterhånden mere end tydeligt, at han gerne ser hende død og begravet. For Joe Exotic er ikke en type, der lægger fingrene imellem... heraf også produktet "Tiger King"s høje underholdningsværdi.

Dyrevelfærden i baggrunden

Hvis tv-dokumentaren skal kritiseres for noget centralt, må det være, at dyrevelfærd og i særdeleshed tigervelfærd drukner helt og holdent i typegalleriet og de medfølgende intriger. Det er ganske vist vældigt farverigt og underholdende, men hvad med den stribede tigermis og alle dens venner?

En farce

Samtidig udvikler affæren sig i tiltagende grad til en farce, hvor der godt kunne have været forestillet et scenarie præsenteret over 2-3 episoder færre... og sådan helt generelt betragtet også meget gerne med meget mindre underlægningsmusik.