Bog (1979)

    Et forhistorisk fiskemonster bliver vækket fra sin dvale, da en lystfisker bruger dynamit i det lokale sumpområde.


    OUTRERET KITSCH

    Fascinationen vækkes i mødet med dette (ufrivilligt) urkomiske sci-fi-gyser-makværk, der sådan nogenlunde ligger niveau-, effekt- og indholdsmæssigt på linje med den hjemlige Reptilicus (1961). I "Bog" rejser et fiskemonster sig brølende fra sump- og søundergrunden, da det morgenmopset bliver vækket fra en mange-tusindårig dvale af en lystfiskers dynamitsprængninger.

     

    Helvede og gællerne er løs

    Nu er helvede - og gællerne - løs, og det kræver mands- såvel som kvindehjerte og tilsvarende mod at få skovlen under den alt andet end venligts stemte, tobenede brøler. Og samtidig forsøge med nysgerrige forskerbriller at finde ud af, hvad det dog er for en fætter, denne bog.

     

    Helt horribelt

    Jammerligt klippet og med helt horribelt primitive "effekter" er "Bog" et på alle måder sørgeligt syn - og så meget desto mere overrumplende, at skuespillere som Gloria DeHaven, Aldo Ray og Marshall Thompson er at finde på rollelisten. Alle er de synligt duperede af det mærkværdige filmunivers, og de trives ikke som fisk i vandet - lad det være sagt med det samme.

     

    Ingen formildende omstændigheder

    Der er ikke nogen formildende omstændigheder ved "Bog" - kvaliteten i filmoplevelsen ligger alene i at betragte makværkets "æstetik", som den udfolder sig i fuld lysende lue gennem halvanden times herligheder. Mest af alt ligner filmen et kejtet afgangsprojekt fra en meget kreativ 9. klasse. Med skingert klingende underlægningsmusik af Bill Walker.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1979, USA, Gyser, Science Fiction, 90 min.

    Dansk titel: Bog
    Instr: Keith Gordon Prod: Michelle Marshall Manus: Carl Kitt Foto: Jack Willoughby Klip: John Montonaro Mus: Bill Walker
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation