Next of Kin (1982)

Fejende flot filmet og begavet sammenstykket australsk/newzealandsk mystik-gyser, der overrasker meget langt over forventning. I hvert fald så længe, der bygges op imod klimaks i den betændte historie. "Next of Kin" er én blandt meget få film fra instruktør Tony Williams' hånd – og ikke noget internationalt kendt værk.

Liv og død

Linda (Jacki Kerin) arbejder på et afsides beliggende plejehjem og forsøger at komme sig ovenpå morens død. Da hun begynder at læse morens dagbog, indtræffer den ene mystiske og tiltagende ubehagelige begivenhed efter den anden. Vand, der løber ud over alle bredder, mord og uforklarlige hændelser. Det er, som om Linda gennemlever morens liv (og død?) gennem dagbogslæsningen.

Høj grad af sanselighed

Filmfotograf Gary Hansen henter inspiration fra mange af gysergenrens mesterfotografer, men sætter også sit eget personlige og dybt originale præg på de mange særegne ind- og udviklinger. Det er en fænomenal fotografering, der indfanger detaljer og stemninger i en høj grad af sanselighed.

På et mørkt plejehjem...

Tag fx det kridhvide vasketøj i oprør i den tiltagende vind – og senere dialogscenen, hvor to af filmens kvinder går mellem rækkerne af mere hvidt vasketøj. Og så selvfølgelig indfangelsen af uhyggen i det gamle og enorme hus, der fungerer som plejehjem. Her er særligt sekvensen, hvor Linda går rundt i mørket med en lommelygte, uovertruffen.

Mere vulgært

Efter den på alle måder positivt overraskende første afventende og opbyggende halvdel af filmen, foretager "Next of Kin" desværre noget af en vending udi den mere ekstreme gyser-fortælling – ikke mindst hørbar på lydsiden, der tiltager i en alt for vulgær anvendelse af Klaus Schulzes (i øvrigt i sig selv originale) computerelektroniske underlægningsmusik. Jacki Kerin er dygtig til at udstråle absolut afmagt og rædsel gennem halvanden times tiltagende hysteri... uden at spillet kammer over.