The Wolf of Wall Street (2013)

    En ekstremt pengeliderlig - og i det hele taget liderlig - ung mand har stor succes i børsmæglerbranchen, men går temmelig meget over stregen.


    KRUDT I RØVEN

    Tre timer i selskab med Martin Scorseses svulmende fortællestil kan være lidt af en mundfuld, men i tilfældet "The Wolf of Wall Street" nærmest fyger tiden af sted: det er velfortalt menneskelig galskab.

    Stærk DiCaprio
    Leonardo DiCaprio er ikke set bedre siden de stærke roller i 90’erne og imponerer som den tåbeligt overfladiske pengemand, Jordan Belfort.

    Lige fra Belfort er ung er han tiltrukket af let tjente penge, så en karriere i børsspekulation ligger lige for.

    Pengene vælter ind
    Snart har han stablet sit eget firma på benene. Det bare vokser og vokser, og pengene vælter ind. Desværre får FBI efterhånden øje på Belfort, og snart er både økonomi og frihed truet.

    Hæsblæsende tempo
    Filmen er fortalt i et hæsblæsende tempo, hvor der på det nærmeste ikke er to sekunders fred og fordragelighed. Men i missionen med at skildre Belforts u(t)rolige liv på stoffer, kvinder og uanede mængder af dollars lykkes Scorsese hér netop ganske overbevisende med denne fortællestil.

    Overflade
    For det er fascinerende at følge et så overfladisk menneske og hans livsstil - for ikke at nævne alle de mange mænd og kvinder han overbeviser i samme retning.

    Dejligt bramfri
    Og filmen er dejligt bramfri i sin tilgang med masser af nøgenhed, vulgær tale og utilsløret sexisme: endelig lidt upolitisk friskhed fra Hollywood.

    Stof- og kvindemisbrug
    Der er et hav af mindre roller at gå på opdagelse i; alle cirkler de om guruen og forbilledet Jordan Belfort. Der er sprødt spil blandt hans mange disciple, selvom den megen stof- og kvindemisbrug ind imellem udvikler sig til en kliché.

    Tidstypiske hits
    Musikken er "indskrænket" til tidstypiske hits: helt i tråd med den generelt hektiske fortællestil går lydsiden på en eller anden måde i ét med den temmelig forførende filmoplevelse.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2013, USA, Biografi, Krimi, Drama, Komedie, 180 min.

    Dansk titel: The Wolf of Wall Street
    Instr: Martin Scorsese Prod: Riza Aziz, Leonardo DiCaprio, Joey McFarland, Martin Scorsese Manus: Terence Winter Baseret på: bog af Jordan Belfort Foto: Rodrigo Prieto Klip: Thelma Schoonmaker
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (DiCaprio)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Hill)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste film
    • GG - Bedste skuespiller (DiCaprio)
    • GG-N - Bedste film