Ta' det som en mand, frue (1975)

Vidunderlige fremstillinger af kønsrollemønstre- og tabuer, som de tog sig ud i midten af halvfjerdserne. Fra filmens klaustrofobisk fortættede – og meget velfortalte – lange åbningssekvenser til den absurde drøm, hvor en af filmens hovedpseroner får verden (og hermed kønsrollerne) vendt på hovedet.

Rødder i kvindebevægelsen

"Ta' det som en mand, frue" emmer af fortællelyst og bider i de bedste scener fra sig... uden at feminismen får overtaget. De tre instruktører med rødder i kvindebevægelsen, Mette Knudsen, Elisabeth Rygaard og Li Vilstrup, sætter effektivt svingninger i små og store nuancer i kvinde- og mandebilleder.

Trist hjemmegående husmor

Tove Maës agerer den tiltagende triste hjemmegående husmor Ellen (børnene er for længst flyttet hjemmefra og har selv fået børn), der i filmens start tuller rundt derhjemme og gør rent, mens hendes mand er på arbejde.

Ikke mødt af forståelse

Da det pludselig går op for hende, hvor trist et liv, hun fører, føler hun også, at hun har spildt hele sit voksenliv på ingenting. Nu skal der ske noget! Og det er ikke ligefrem forståelse, hun bliver mødt af – hverken af mand eller samfund. 

Liderlig efter unge mænd

En anden kvindeskæbne (i filmens drømmeparti, hvor kønsrollerne er byttet om) er Karen (Berthe Qvistgaard), en ældre læge, der ikke lægger skjul på sin liderlighed efter unge mænd. Dét får Harry (Claus Strandberg) noget modstræbende at føle. Karen fortæller omkring kvindebordet, hvordan hun – og andre kvinder – rigtig kan mæske sig med helt unge mænd med glatte kinder. Drengene er "helt ufærdige", som hun næsten mundomslikkende udbryder...

Overgangsaldersnedtur

Alf Lassen er Ellens fortvivlede mand Erik, der kun kan se til, mens konen angiveligt har en overgangsaldersnedtur. I drømmesekvenser er det pludselig ham, der står ved kødgryderne (i øvrigt er det hér interessant at betragte, hvordan Lassen i "kvinderollen" spiller udpræget bøsset.)

Farve på kønsrolledebatten

De mange spøjse indfald fungerer i det store og hele fint filmen igennem, og vi får sat farve på kønsrolledebatten, som den for alvor blussede i filmens samtid. Der er dog svagheder i strukturen, når fortællingen fx veksler mellem sine personer og drømme/virkelighedslag, og så er det ikke alle biroller, der er lige overbevisende.

Fritaget for musik

I vid udstrækning helt fritaget for underlægningsmusik. Det mærkes især i omtalte flotte åbningsscener, hvor fraværet af musik meget effektivt forstærker det klaustrofobiske i at gå hjemme for Ellen. Henimod filmens slutning får vi et par noget aparte "kvindesags"-sange.