Flight of the Phoenix (2004)

Spændende pitch, mindre vellykket eksekvering: "Flight of the Phoenix", der er en genindspilning af Robert Aldrichs film fra 1965, placerer en gruppe meget forskellige mennesker alene med et flyvrag midt i ørkenen. Med den evigt bagende sol i nakken gælder det om at tænke alternativt, hvis håbet om overlevelse skal vedligeholdes.

Glimt i svedperlerne

Det er først, da gruppens sorte får - Giovanni Ribisis klæbrigt utilregnelige Elliott - påstår, at han kan bygge det strandede fly om til et mindre, flyvedygtigt et af slagsen, at der igen kommer glimt i svedperlerne: Måske har de alle en chance!

Tiltagende tilsandet

I John Moores iscenesættelse kommer vi aldrig helt ind i den tilsigtede eventyrlighed, som ovennævnte drama alt andet lige slår sig op på. Der er hverken rigtig bid i skuespillet eller det tiltagende tilsandede overlevelsesdrama. Bedst er Ribisi som "skurken", der så absolut er meget svær at elske.

Flotte luftfoto-optagelser

En serie meget flotte luftfoto-optagelser pifter det visuelle udtryk betragteligt op - men disse er mest henlagt til filmens åbningsscener (af naturlige årsager foregår det meste af handlingen mellem de tarveligt tørre sandkorn i ørkenhøjde.) Der er masser af goddaw-udspartling på musikunderlægningen, hvor Marco Beltrami synes at have fået frie tøjler.

I overlevelsens tjeneste

Typerne er meget karikerede i den umage gruppe, og vi præsenteres helt efter bogen for både den ene og anden yderlighed, komplet med Miranda Ottos ene høne i kurven. Hun kan ende med at blive tungen på vægtskålen, når de rigtige beslutninger skal træffes - i overlevelsens tjeneste!