Flight of the Phoenix (2004)

Spændende pitch, mindre vellykket eksekvering: "Flight of the Phoenix", der er en genindspilning af Robert Aldrichs film fra 1965, placerer en gruppe meget forskellige mennesker alene med et flyvrag midt i ørkenen. Med den evigt bagende sol i nakken gælder det om at tænke alternativt, hvis håbet om overlevelse skal vedligeholdes.

Glimt i svedperlerne

Det er først, da gruppens sorte får, den klæbrigt utilregnelige Elliott (Giovanni Ribisi), påstår, at han kan bygge det strandede fly om til et mindre, flyvedygtigt et af slagsen, at der igen kommer glimt i svedperlerne: Måske har de alle en chance!

Tiltagende tilsandet

I John Moores iscenesættelse kommer vi aldrig helt ind i den tilsigtede eventyrlighed, som ovennævnte drama alt andet lige slår sig op på. Der er hverken bid i skuespillet eller det tiltagende tilsandede overlevelsesdrama. Bedst er Ribisi som "skurken", der så absolut er meget svær at elske.

Flotte luftfotooptagelser

En serie meget flotte luftfotooptagelser pifter det visuelle udtryk betragteligt op – men disse er mest henlagt til filmens åbningsscener (af naturlige årsager foregår det meste af handlingen mellem de tarveligt tørre sandkorn i ørkenhøjde.) Der er masser af goddaw-udspartling på musikunderlægningen, hvor Marco Beltrami desværre synes at have fået frie tøjler.

I overlevelsens tjeneste

Typerne er meget karikerede i den umage gruppe, og vi præsenteres helt efter bogen for både den ene og anden yderlighed, komplet med Miranda Otto som ene høne i kurven. Hun kan ende med at blive tungen på vægtskålen, når de rigtige beslutninger skal træffes – i overlevelsens tjeneste!