Olive Kitteridge (2014)

    En kvinde med sin egen helt særlige pessimisme og masser af humørsvingninger oplever sent i livet, hvad hendes facon har afstedkommet.


    LIVET VÆRD AT LEVE

    Uforligneligt veliscenesat tv-miniserie, der over fire episoder indrammer flere af livets store spørgsmål, uden på nogen måde at blive dyppe sig i honningkrukkeri.

    Ingen store armbevægelser
    Det er Lisa Cholodenko, der så dygtigt har bragt Elizabeth Strouts romanforlæg til live, blandt andet via en meget fin personinstruktion og en fortællestil uden store armbevægelser.

    Det frie liv
    Serien følger den pensionerede lærerinde Olive Kitteridge, der lever det frie liv i naturskønne omgivelser med sin kærlige og tro mand, Henry.

    Et kompliceret menneske
    Eller rettere, Olive bliver pensioneret et stykke inde i handlingen, for serien strækker sig over mange år, så billedet af det komplicerede menneske opnår den nødvendige kant og perspektivering.

    Svær at blive klog på
    Olive er svær at blive klog på. Humøret svinger, og hun siger altid lige, hvad der falder hende ind - og som regel med en negativ ladning. Det støder sjældent hendes evigglade mand, mens sønnen Christopher med årene må bearbejde de mentale men af omgangen med sin tåbeligt pessimistiske mor.

    Smerten under overfladen
    Når Olive endelig en sjælden gang bliver konfronteret med, hvad folk så synes om hendes "stil", reagerer hun helt igennem konfliktsky og fuld af fortrængning. Tydeligt er det dog, at smerten ligger lige under overfladen: sårbarheden er der, og den formidles så subtilt og elegant af Frances McDormand.

    Psykologisk betændt
    I det hele taget er skuespillet slet og ret fremragende. Alle markerer sig og sætter aftryk, stort set ingen rolle er uden muligheder for at sætte et præg på den psykologisk betændte familiehistorie.

    Stærke præstationer
    Men stærkest er, ud over Frances McDormand, Richard Jenkins som hendes sprudlende mand, John Gallagher Jr. som den voksne søn, Zoe Kazan som den aparte naive Denise, Jesse Plemons som den oversete Jerry, der siden skifter ham - og ikke mindst Bill Murray, der funkler i de sidste to episoder.

    Tilværelsen i perspektiv
    Det er en udsøgt fornøjelse at nyde fire timer i selskab med den dysfunktionelle familie, hvor helt enestående situationer opstår og sætter tilværelsen i perspektiv.

    En skæv eksistens
    For Olive er dybest set bare en skæv eksistens, en kvinde der ikke passer ind i normalitetens sfærer, og som slet ikke evner at vise følelser; kun på en falsk eller aparte facon.

    Eksistentiel puls
    Denne eksistentielle puls er en væsentlig del af oplevelsen; hvordan omgås vi hinanden, hvordan elsker vi hinanden - eller såre simpelt, viser at vi elsker hinanden? Dét finder Olive Kitteridge aldrig ud af.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, USA, Drama, 233 min.

    Dansk titel: Olive Kitteridge (tvs)
    Instr: Lisa Cholodenko Prod: David Coatsworth Manus: Jane Anderson, Elizabeth Strout Foto: Frederick Elmes Klip: Jeffrey M. Werner Mus: Carter Burwell
    Priser
    • GG-N - Bedste tv-skuespillerinde (McDormand)
    • GG-N - Bedste tv-birolleskuespiller (Murray)
    • GG-N - Bedste tv-miniserie