Evan Almighty (2007)

    En forjaget og egoistisk amerikansk politiker får til opgave af selveste Vorherre at bygge en ark. Det skaber selvsagt stor furore.


    RELIGIØS PLATKOMIK

    Man skulle næsten tro, at denne Hollywood-komedie var sponsoreret af et eller flere kristne forbund. I hvert fald er moralen – omend pakket i rigelige mængder platkomik – tykt bibelomfavnende.

     

    Kjortel med Jesusdesign

    Det er Evan Baxter (Steve Carell), der må hoppe i en kjortel med Jesusdesign. Årsagen er, at selveste Vorherre (i skikkelse af Morgan Freeman) har opfordret ham til at bygge en ark. Materialer og manual skal den høje herre nok sørge for – men nu må Evan oppe sig, hvis han skal nå det i tide, der er nemlig ifølge Vorherre en oversvømmelse på vej. Og han bør være en pålidelig kide!

     

    Kernefamilieidyl i fare

    Evans politiske karriere forpurres hermed på det skammeligste, og hans kernefamilieidyl er tilsvarende i fare. Men det vækker også enorm opsigt, efterhånden som den gigantiske ark tager form – ikke mindst, fordi Evan konstant er omgivet af alverdens dyr... parvis! Noget er under opsejling.

     

    Universalbibelsk

    Bittesmå glimt af underfundigt formidlet, universalbibelsk humor sørger for, at "Evan Almighty" ikke bliver fuldstændigt skyllet ud med syndfloden. Men der er godt nok langt imellem snapsene i et setup, der primært kører på de lagkagekomiske (fugleklatte-!)pumper.

     

    I bedste fald kedeligt

    Steve Carells hysteriske standupspillestil passer dårligt til Noa/Jesus-rollen, og Morgan Freemans portræt af Gud (i hvidt dress) er i bedste fald kedeligt. Det er ikke en film, der tør tage det meget klassiske materiale og twiste det i uventede retninger, og dét lider slutproduktet under.

     

    Tæt pakket lyd- og musikdesign

    De mange anmassende dyr er pænt animeret ind i sammenhængen, så den grafiske side er godkendt. Til gengæld er hele herligheden meget tæt pakket i et lyd- og musikdesign, hvor tilskueren ikke skal tvivle på den fantastisk-sødladne tro-flytter-bjerge-stemning.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026