Klovn Forever (2015)

    Casper og Franks venskab sættes på prøve, da Casper pludselig rejser til Los Angeles. Men da Frank besøger ham, vendes der på godt og ondt op og ned på det meste.


    SØLVFADSHUMOR

    Klovn på film og tv:
    Klovn [1] (2005)
    Klovn [2] (2005)
    Klovn [3] (2006)
    Klovn [4] (2006)
    Klovn [5] (2008)
    Klovn [6] (2009)

    Klovn [7] (2018)

    Klovn: The Movie (2010)
    Klovn Forever (2015)

    Klovn the Final (2020)

     


    Klovn som filmkoncept serveret på et sølvfad - og her i den anden spillefilm helt på niveau med tv-serien. Det er detaljerig, pinlig og skæv humor, og for det rette og brede publikum en komisk perle.

    Venskab på prøve
    Casper og Franks venskab sættes på prøve, da Casper pludselig rejser til Los Angeles. Casper er single, mens Frank har to børn med Mia, så vennernes liv er noget forskellige.

    Store forventninger
    De to er ellers netop ved at udgive en samtalebog på Gyldendal, en bog som de fleste har store forventninger til. Men Casper har taget sin beslutning, og Frank er alene tilbage.

    At træde i spinaten
    Det kan dog ikke blive ved med at gå, og Frank smider alle sine hjemlige forpligtelser og rejser til Hollywood, kun for at komplicere sagerne - og venskabet - yderligere. For han har jo for vane at træde i spinaten..

    Kernefamiliens klichéer
    "Klovn Forever" kommer forbilledligt omkring et hav af de kernefamiliemæssige klichéer: Frank og Mias kiksede parforhold og ikke mindst sexliv udgør i sig selv en uudtømmelig kilde til tåkrummende præcision.

    Uudslukkelig tørst
    Og Caspers tørst efter unge kvinder synes uudslukkelig, komplet med det efterhånden trademark-registrede vokabular som fx en "kussetud" - eller den stående 69'er som Franks svigermor imponeret/forarget får serveret på et mobilbillede.

    Selvfed i Hollywood
    En del af handlingen er hensat til Hollywood, hvor Casper for alvor kan folde sin selvfedhed ud blandt nøje udvalgte stjerner - indtil Frank kommer forbi og fucker det op.

    Dobbelt til regnskab
    Det er et venskab på alvorlig prøve, og efter at Frank har dummet sig i staterne skal han stå dobbelt til regnskab, ikke mindst hos Mia der bakkes op af Lars Hjortshøjs betændt morsomme dobbeltmoral.

    Saftig bittersødme
    Der går lidt for meget folkekomedie i begivenhederne hen imod slutningen, men det ændrer på ingen måde ved, at "Klovn Forever" er saftigt bittersød i sin ufiltreret pinlige humor.

    Modigt & lige i skabet
    Det er modigt, og det er på mange måder lige i skabet. De fleste vil nok opleve, at de mange detaljer roterer i hovedet flere dage efter - optur for "Klovn" med smag efter mere.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2015, Danmark, Komedie, Børn på film, 99 min.

    Dansk titel: Klovn Forever
    Instr: Mikkel Nørgaard Prod: Jesper Zartov Manus: Capser Christensen, Frank Hvam Foto: Jacob Banke Olesen Klip: Morten Egholm, Frederik Strunk Mus: Nicklas Schmidt
    Priser
    • RB-N - Publikumsprisen