Komissar (1967)

I dag er Aleksandr Askoldovs eneste film mest kendt, fordi den er hans eneste film... i dén kontekst, at han blev tvunget ud af filmbranchen på livstid af det sovjetiske styre. Da "Komissar" var færigdrejet i 1967, faldt den nemlig slet ikke i smag hos magthaverne, og Askoldov blev stemplet som "talentløs" og var forment agang til nogen form for filmarbejde.

Kontroversielle emner

Det er "kontroversielle" emner som jøder i hovedroller og kvinders rettigheder, Askoldov drejer sin film over, baseret på en historie af Vasiliy Grossman. Kommisæren Klavdia Vavilova (Nonna Mordyukova) er med i den militære front under Den Russiske Borgerkrig i 1920, men hun bliver tvunget til at tage "orlov", da hun er højgravid.

Med åbne arme?

Hos den fattige jødiske familien Mahazannik bliver hun modtaget med – tilnærmelsesvis – åbne arme, og de hjælper Klavdia efter bedste evne i retning mod en succesfuld fødsel. Men det dér med at skulle være mor og samtidig være drevet af en indre krigsfrontløber er bestemt ikke nemt.

Premiere efter 20 år

"Komissar" blev modtaget med applaus og priser, da den i 1988 omsider fik international premiere på filmestivalen i Berlin. Endelig fik Askoldov dén berømmelse, som filmen berettighede ham til.

Socialrealistisk nærhed

Filmoplevelsen er præget af en beundringsværdig socialrealistisk nærhed – med krigen som baggrundsstemning mere end egentlig hovedrolleindehaver. Vi ser og hører en del til krigens gru, men mest i form af montagepræget hestegallop(amok) eller bomber i det fjerne.

Hård kost

Fokus er mest på kvinden Klavdias kvaler og hendes svære overvejelser omkring dét at skulle være mor. Det har været hård kost for de russiske filmcensorer i 1960'erne at skulle forholde sig til den blotte antydning af kvinders rettigheder, og når filmen så ovenikøbet vover at vise et ammende bryst, er kæden ganske givet hoppet af.

Nagende tvivl

Nonna Mordyukova funkler i kommisærhovedrollen, så tilskueren aldrig er i tvivl om den nagende tvivl bag den sammenbidte facade. Den jødiske families hverdag er fuld af liv og festlige indslag, særligt som følge af farmand Yefim Mahazanniks (Rolan Bykov) spasmageri – i en herlig præstation.

Original musik

Alfred Schnittkes filmmusik er – ladt alene – helt igennem original, i meget kontrastfulde skift mellem jazzet melankoli og regulær avantgarde. Anvendt i filmen bliver den dog ofte alt for meget i mange af de scener, hvor der havde været håbet på større intimitet ved mindre lydtyngde.