Mahana (2016)

Hér kaster den newzealandske Hollywood-instruktør Lee Tamahori sig over det potentielt jordnære. Med den meget smalle film "Mahana", der på dansk har fået titlen "Patriarken", er Tamahori i hvert fald på national hjemmebane. Mere tvivlsomt er det, om han formmæssigt er på hjemmebane: "Mahana" er nemlig ikke dén vellykkede film, der var håbet på.

Svaghedstegn

Hvor Tamahori viste dramatisk og actiondrevet tæft i stort anlagte kioskbaskere som The Edge (1998) og James Bond-filmen Die Another Day (2002), er fremdriften i dette hjemlige drama om patriark-bedstefars vilje overladt til en mere psykologisk båret dramaturgikurve. Og det er hér, Tamahori viser svaghedstegn, for den dybereliggende nerve bliver ikke tilnærmelsesvist blottet – hertil er fortællestilen ganske enkelt for mainstream.

Årelang fejde

New Zealand, 1960'erne. To Maori-fårehyrdefamilier er livslange fjender med rivaliserende forretninger. Mahana-familiens yngste søn, 14-årige Simeon (Akuhata Keefe), vil gerne arbejde i marken sammen med mændene, men familiens overhoved, den traditionsbundne bedstefar Tamihana (Temuera Morrison), beordrer, at han skal blive hos kvinderne på familiens gård.

En sandhed afsløres

En dag opdager Simeon et gammelt fotografi, der måske kan afsløre sandheden bag den årelange fejde mellem Maori-familierne. Kommer sandheden frem, sætter Simeon ikke kun sin egen fremtid på spil, men hele sammenhængskraften for den tæt forbundne Mahana-familie.

Arketyper

Mainstream-slagsiden kommer til udtryk på flere parametre. Først og fremmest udvises der ikke overskud til at gå i dybden i karaktertegningerne, der i stedet bliver til alt for højtbelagt stereotyp-smørrebrød i en uklædligt melodramatisk spillestil. Hermed skæres patriarken og hans efterhånden splittede familie ud efter arketypernes glansbilledbog.

Malplaceret musik

Helt ud af balance kommer filmen for alvor, når den rørstrømske og mærkværdigt malplacerede underlægningsmusik pludselig tager styringen. Flere gange undervejs håbes der på, at en naturskøn eller mellemmenneskelig højdramatisk scene får lov at spille den tavse skala ud på mere ærlige præmisser, men gang på gang sætter musikken ind, komplet med sang og beat – og det er bestemt ikke kønt.

De helt store armbevægelser

"Mahana" er således de helt store armbevægelsers fortælling, forklædt som et smalt, kunstfilmslignende auteurforsøg fra Tamahori. Der er for langt mellem den dybe oprigtighed, og når den opstår, er den ligeså hurtigt fordampet igen. Det naturskønne islæt var der håbet på langt mere af, men filmen dyrker først og fremmest 14-årige Simeons meget voksne oprør i en melodramatisk opsætning.