Arachnophobia (1992)

En meget livsfarlig edderkoppeart ser dagens lys, da et eksemplar af en sydlandsk giftig ottebensfyr kommer til fjerne egne af USA i en kiste og parrer sig med en lokal edderkoppeblondine.

Edderkoppeskrækslagen læge
Den netop tilflyttede praktiserende læge Ross Jennings (Jeff Daniels), der i parentes bemærket lider af araknofobi, befinder sig lige midt i edderkoppecentrum, da han som læge må konstatere, at folk i byen dør på stribe som følge af edderkoppebid.

En videnskabelig triumf?
Han tilkalder landets førende edderkoppeeksperter, der ser opgaven mere som en videnskabelig triumf end som en livsfarlig mission. Så Ross må fortsætte sine personlige kuldegysninger, hver gang de ottebenede er på banen.

Smukke naturbilleder
"Arachnophobia" begynder smukt med stilfuldt fotograferede billeder af naturen, når den er smukkest – og fotografen er danske Mikael Salomon. Nærbilleder af edderkopperne kommer først senere, og de fungerer mere som underholdning end som æstetik.

"Afskræmmende"
På én gang gøres filmen dog meget "afskræmmende" og usandsynlig, når vi finder ud af, at edderkopperne er særdeles abnorme i deres adfærd, bl.a. fordi de søger mennesket med målrettede og dødbringende bid.

Dødsfald slag i slag
Dødsfaldene kommer slag i slag efter en kort indledning, og dette forekommer ganske tåbeligt fra første fløjt. Med mere fokus på reel krybende uhygge havde filmen kunnet bide mere fra sig.

Ikke paralyserende

Spændingen bliver i stedet pillet helt ud af historien, fordi vi alle på forhånd ved, hvornår edderkopperne bider igennem. Filmen viser nemlig som regel først edderkoppen sidde og vente, siden gammelgubben eller tanten, der sætter sig ned lige ved siden af – og på et tidspunkt rører ved den – og så goodbye! I en hardcoregyser ville en sådan opbygning nok virke skræmmende, men i en film som "Arachnophobia", der også forøger at agere eventyrkomedie, bliver det intet paralyserende element.

Mislykket fremstilling
Det sidste, der kan sættes lid til, er spændingen omkring hovedpersonens fobi, når han skal stå ansigt til ansigt med de "små" rovdyr. Her er angsten udmærket portrætteret... første gang, hvor han bare står overfor ét enkelt edderkoppeeksemplar, men siden er det skildret helt ude af proportioner.

Ingen vej tilbage
Da vi når til filmens slutning, der på forhånd er ventet ekstra edderkoppefyldt og angstprovokerende, tabes det hele på gulvet. Hollywood har nu for alvor grebet fat i filmen, og der er ingen vej tilbage.

Plastiske edderkopper
Man kan selvfølgelig vælge at lade sig imponere af de mange edderkoppeeffekter, selvom det på ingen måde er svært at skelne den ægte vare fra et plastisk eksemplar. Hele filmen igennem sørger Trevor Jones' underlægningsmusik i øvrigt for, at alle stemninger følges "trygt" til dørs.