Deep Blue Sea (1999)

Den finske actioninstruktør Renny Harlin er ude på dybt vand med "Deep Blue Sea": Dybest set en meget overfladisk og klichépræget omgang, men det overfladiske glemmes alligevel nemt, når vi kommer med i dybet.

Ingen holdbar historie
Som det er set så ofte før med actionfilm, så mangler "Deep Blue Sea" en holdbar historie. Det er nogle ganske få bisætninger, der holder sammen på begivenhederne. Action og effekter alene må bære filmen, og i store dele af filmen lykkes dét da også på overbevisende manér.

Gratis spænding
Hvor man tilbage i 1975 var nødt til at fylde lidt mere vat i hajen i Steven Spielbergs Jaws (1975) for at gøre den frygtindgydende nok, så er der i dag en gratis spænding i tidens trend, så hajerne er – i dramatikkens tjeneste – i "Deep Blue Sea" på størrelse med et (lille) højhus.

Forvoksede hajer
Midt ude på det store åbne hav har en gruppe forskere placeret et forskningsanlæg med et stort bassin, hvori tre gustne og forvoksede hajer plasker rundt. Den kvindelige hovedforsker har kun tænkt på sig selv og sin karriere, og har fx ikke taget højde for, at hajerne kunne vælge at gå amok og ødelægge det hele...

Masser af spænding
Efter en halvkikset begyndelse, begynder der at komme pænt gang i filmen. Den bliver for det første rigtigt spændende. Spændende nok til, at klichéerne glemmes for en stund. For det andet kommer der mere fut og idé over effekterne, så de ikke bare er håbløse mastodonteksplossioner i et virvar af ækelt blævrede lydeffekter.

Fine overraskelser
Renny Harlin viser, at han stadig ikke er en hvilken som helst halvabet actioninstruktør. Der er en del overraskelser undervejs – altid er positivt træk, når actionfilm kan dét!

Skuespil af ringe betydning
Skuespillet er da meget godt, men det er reelt helt uden betydning, for hele oplevelsen ligger i, at vi ved, at skuespillerne skal ædes af hajerne – og vandet spiller således den største rolle i filmen.