Léon (1994)

At selv en actionfilm kan være godt for den åndelige udvikling beviser den franske instruktør Luc Besson med "Léon". Kæmpemæssige skydevåben og masser af håndgranater kan pakkes ind i vat, i dette tilfælde hjertevarme og humor.

En isoleret lejemorder
Stort set ingen kender til den isolerede lejemorder Léons (Jean Reno) eksistens. Når han ikke udfører koldblodige mord mod betaling, fører han en anonym tilværelse i sin lejlighed. Men en dag står naboens 12-årige datter Mathilda (Natalie Portman) og banker grædende på hans dør.

Et hjerte af guld
Den korrupte narkobetjent Norman Stansfield (Gary Oldman) og hans medløbere har netop slagtet hele Mathildas familie på grund af en simpel narkosag. Vi ved fra flere pudsige scener, at Léon har et hjerte af guld, og han ender da også med at åbne døren og dermed redde Mathildas liv.

Et stort dilemma
Men nu hænger han også lidt på den: Hvad stiller han op med en 12-årig, forladt pige, der ovenikøbet ytrer hævngerrige ønsker om at blive lært op som lejemorder? Léon er i et stort dilemma. Hvor længe kan dette umage bekendtskab vare ved?

Flerfarvede roller
Jean Reno spiller uforglemmeligt den flerfarvede titelrolle. Han formår hele tiden at bevare en charmerende ro i sit spil. De store hundeøjne i pokerfjæset og den ranglede krop er med til at gøre hans karakter endnu mere sympatisk.

Et guldkorn
Den unge Natalie Portman er et guldkorn for filmen. Hendes spil er modent og følt som sjældent set. Hele følelsesspektret bliver krænget ud for et måbende publikum. I skurkerollen ses en fabelagtig Gary Oldman. Dén rolle er noget for sig, vanviddet fosser ud af hver en pore på manden.

Stilfærdigt betagende
Fuld af forventninger følges det utraditionelle univers i "Léon", sommetider bliver man rørt til tårer, andre gange er man fremme i sædet af grin – eller bare i al stilfærdighed betaget.