Riget [2] (1997)

    Der sker helt uforklarlige og meget mystiske ting på Rigshospitalet i København.


    GENNEMFØRT DANSK TV!

    Sammenhængende i denne serie:
    Riget [1] (1994)
    Riget [2] (1997)

    Riget [3] (2022)


    Forventningerne var naturligvis store til fortsættelsen af Lars von Triers kultserie "Riget", og der er ikke nogen som helst grund til at blive skuffet. Sæson 2 (afsnit 5 til 8) byder på endnu flere overraskelser – og en helt ubeskriveligt genial (gyser)humor.


    "Operation morgenluft" i vasken
    Efter at overlæge Moesgaards (Holger Juul Hansen) "Operation morgenluft" er gået i vasken, går han ned med flaget og er ikke længere den evigt glade og entusiastiske overlæge. Nu søger han – meget mod sin Moesgaard’ske vilje – "psykiatrisk" hjælp i hospitalets kælder.

     

    Påtaget overfriskhed

    Dr. Stig Helmer (Ernst-Hugo Järegård) udstråler en påtaget overfriskhed – og samtidig et slet skjult raseri. Han kan snart ikke længere holde Riget (både hospitalet og landet) ud og er stadig på jagt efter rapporten om den hjerneskadede pige Mona Jensen (Laura Christensen).

    Djævelen dyrkes
    Sigrid Drusse (Kirsten Rolffes) er stadig på jagt efter hospitalets hemmelighed og kommer denne gang i meget tættere kontakt med ånderne. Samtidig finder hun ud af, at nogen dyrker djævelen på hospitalet...

    Et sødt misfoster
    Det store barn, vi så blive født i slutscenen af første sæson, udgør i første afsnit af anden sæson det mest skræmmende, vi endnu har set i "Riget". Men i de efterfølgende afsnit udgør det stadigt voksende (mis)foster (spillet af karakterskuespilleren Udo Kier) et næsten sødt og kærligt islæt.

    Hemmelige oplysninger
    Morten 'Mogge' Moesgaard (Peter Mygind) fortsætter sin vilde færd rundt på hospitalet og deltager i flere livsfarlige spil. Samtidig frygter han sin forestående eksamen med Stig Helmer som censor og forsøger på alle måder at finde hemmelige oplysninger om Helmers baggrund. Professor Palle Bondo (Baard Owe) er nu svært kræftsyg af sit "kære barn", leverhepasotakomet, der stadig vokser i hans indre, og hans elever hylder ham, fordi han ofrer sig i forskningens tjeneste.

    Hospitalets hemmeligheder
    Sygehusdirektøren er begyndt at fatte mistanke til alle de bizarre aktiviteter, der foregår rundt omkring på Riget, og han sætter en storstilet undersøgelse i gang, der skal få afsløret alle hospitalets hemmeligheder – men med begrænset succes. Og Dr. Jørgen Krogshøj (Søren Pilmark) bliver på det nærmeste kremeret levende, men når ud af kisten i tide – svært forandret og fyldt med særdeles onde tanker.

    Intet kan forudsiges
    Således byder "Riget II" på mange nye overraskelser i personkarakteristikkerne og samtidig også i handlingen. Der er bare ingen begivenheder, der kan forudsiges.

    Overrumplende fortællestil
    Stadig overrumplet af den uhøjtidelige kameraføring og de markant rødgrumsede billeder, kastes vi sig frem og tilbage i stolen skiftevis af overraskelse, gys og grin.

    Gennemført
    Skuespillet er uovervindeligt over hele linjen, og dialogen lyner af genialitet. "Riget II" er uforglemmeligt gennemført dansk tv-dramatik. Desværre blev de sidste fem afsnit af serien først realiseret i 2022, selvom manuskriptet allerede var skrevet i 1994.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025