Riget [3] (2022)

Sammenhængende i denne serie:
Riget [1] (1994)
Riget [2] (1997)

Riget [3] (2022)

I den ideelle tv-verden var tredje sæson af "Riget" realiseret allerede sidst i 1990'erne, men meget gik galt, bl.a. var der flere centrale skuespillere og filmmagere, der døde, og der blev lagt låg på kisten med det ellers så godt som færdige manuskript.

"Tidssvarende" fortsættelse

25 år efter anden sæsons sejrsgang på de danske (og udenlandske) tv-skærme severer Lars von Trier i stedet en alternativ og "tidssvarende" fortsættelse, der nok har meget af originalens udtryk og originalitet (især i de to første afsnit), men som hele vejen igennem rammer en anelse ved siden af.

Forsøg på at "svenskificere"

Mikael Persbrandt gør det ud for afdøde Dr. Helmers søn, og også han er på vej til et ophold på Riget som overlæge. Det er bestemt ikke noget, han har lyst til, men når han nu er der, kan han jo passende forsøge at "svenskificere" forholdene. Noget, han dog hurtigt erfarer er umuligt.

På jagt efter ånder

Samtidig er fru Drusses "afløser", Bodil Jørgensens Karen, på jagt efter ånder i Rigets kældre og andre afkroge, assisteret af portør-Balder, som alle kalder Bulder, i skikkelse af langskægs-godmodige Nicolas Bro.

I de højere luftlag

Oppe i de højere luftlag er forholdene de samme som i de tidligere sæsoner: Gakkede læger, vanvittige ritualer og alt muligt mellem himmel og jord, der ikke kan forklares med almindelig sund fornuft.

Det fantastiske overdrev

Ret hurtigt fornemmes det, at Riget III – med undertitlen Exodus – i sin iver efter at fortsætte, hvor der blev sluppet 25 år tidligere, ikke rammer bull's eye i hverken gys, komik, skuespil eller det fantastiske overdrev.

360 graders vridning

I 90'erne beroede meget af seriens succes på, at Trier satte alle de kendte skuespillere i helt nye rollesammenhænge og vred normaliteterne 360 grader. Det var en fryd og kastede en endeløs perlerække af formiddable præstationer af sig.

I komfortzonen

Tredje sæson er – af naturlige årsager – besat af alle de store nutidige navne, suppleret af en række gengangere i små biroller. Og det fungerer bare langt fra ligeså blændende, bl.a. fordi navne som Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas stadig er i deres komfortzone udi skuespilskunsten og derfor falder lige en tand ved siden af, når det omkringliggende univers er så skævt som Triers.

Gyngende og farveløs

Samtidig er Triers historie lidt mere elastisk, gyngende og farveløs – på trods af den uudtømmelige fantasirigdom, der særligt i sæsonens to første afsnit skaber enormt mange medrivende aparte situationer.

Tager overhånd

Komikken tager overhånd, og det overnaturlige tager i dén grad overhånd: Der er for meget teatralsk højglansdrama, for meget "Wagner" over det hele. Og det former en i helheden temmelig skuffende og en anelse forstillet tv-oplevelse fordelt over fem timelange afsnit.