Live by Night (2016)

Dén har vi set før, og tilmed meget bedre: Historien om amerikanske gangstergrupperinger i 1920'erne, der slår ihjel uden at blinke for at (gen)vinde æren. Ben Afflecks filmatisering af Dennis Lehanes roman nærmest oser af, at Affleck for enhver pris bare har måttet realisere sin egen (drenge)drøm om at dreje en gangsterfilm.

Teknisk pæn

"Live by Night" er teknisk pæn og byder da også på en lille håndfuld meget effektfulde actionscener, når Afflecks egen hovedrollefigur Joe Coughlin fræser af sted gennem gaderne, mens maskingeværerne plaffer uophørligt.

Kedeligt

Resten af filmoplevelsen er først og fremmest kedelig – og helt uden tænding. Glat og forudsigelig slæber fortællingen sig af sted gennem den ene (genre)kliché efter den anden. Og Afflecks spil er bestemt ikke båret af en fuldbyrdet identifikation med hverken tid, situation eller stemning, og dét kan mærkes.

Ren overflade

Det er alt sammen ren overflade, og en film, hvis udvikling og spændingskurve er gennemskuet allerede efter første scene. Rigtigt slemt bliver det, når Affleck skal ud på det lidt dybere vand. Historien byder nemlig også på lidt racespænding, når gangsterne render på selveste Ku Klux Klan.

Det forventelige

Masser af dygtige skuespillere yder det forventelige. Bedst er Robert Glenister i den gennemført usympatiske birolle som Albert White. Harry Gregson-Williams' komplet standariserede og rent ud sagt røvsyge underlægningsmusik toner ofte – og rigeligt – ud over det melodramatiske setup, så alle er helt sikre på, hvad der skal føles. Et klart dyk i Ben Afflecks instruktør-filmografi.