Hector (2015)

Skotsk socialrealisme lige efter bogen: "Hector" tager pulsen på hjemløse Hectors (Peter Mullan) hverdag og sætter den i en håndgribelig, men også ualmindeligt tør og pulsløs familiekontekst. "Hjemløse har også et liv" og skal derfor have deres helt egen film. Det er nok (lidt kynisk sagt) dén tanke, som instruktør og manuskriptforfatter Jake Gavin har siddet og udtænkt en kreativ aften over et par glas vin.

For hans film emmer af fortællelyst udi gadeplanstilværelsen – men på en temmelig ensidigt medlidende måde og i en tilsyneladende uophørligt fugtigklam aura af håbløshed. Men så alligevel ikke... Der åbner sig døre for Hector, han får taget sig sammen, åbner også sin egen dør på klem til sjælelivet – og slutningen står på vid gab til mulighedernes verden, for foden af Skotland.
 

Peter Mullan er på mange måder det helt rigtige valg til at udfylde titelrollen. Det er trods alt nærmest hans speciale at portrættere skæve britiske eksistenser i kreative instruktørers festivalfilm, måske mest mindeværdigt i My Name Is Joe (1998). Desværre har Mullan ikke nok at arbejde med i rollen som Hector. Gavins manuskript er helt igennem ensidigt, og det kommer egentlig tydeligst til udtryk i, at der trods de blot 87 minutters spilletid opstår en oplevelse af, at filmen er alt for lang. Tomgangen bliver irriterende, og de pludselige stemningsskift mellem udtværet misère i udendørs kuldegys og "familiegensyn med muligheder" er hverken inspireret eller helt troværdigt skrevet.

Den samlede oplevelse er således temmelig meget på det jævne. Godt forsøgt at "give de hjemløse deres egen film", men problematisk at formidle temaet så vagt og uinspireret, at det ellers potentielle nærvær går fløjten allerede tidligt i handlingen.