Breaking Bad [2] (2009)

Sammenhængende i denne serie:

Breaking Bad [1] (2008)
Breaking Bad [2] (2009)
Breaking Bad [3] (2010)
Breaking Bad [4] (2011)
Breaking Bad [5] (2013)

Intensiteten er ikke dalende i denne anden sæson af "Breaking Bad". Snarere tværtimod. Kurven er støt stigende, men på den helt særligt snigende, psykologisk hårrejsende facon, der er kendetegnende for seriens gennemført empatiske fortællestil.

Højdepunktsoplevelser
Der er vitterlig højdepunktsoplevelser i hver eneste episode: Gang på gang overraskes og rystes man af den hudløst ærlige omgang med det ur-eksistentielle, pakket i den særegent begavede cocktail af aparte vanvid og livgivende humor.

Kernefamiliekrise
Sæsonen indrammer sublimt kernefamiliekrisen i nogle af de stærkeste scener fra et parforhold, man overhovedet kan tænke sig: Spillet mellem Walt og Skyler emmer af frustrationens uudnyttede energi og når i tavshedens ultimative opgør intensitetshøjder, der er svære at beskrive i ord. På samme måde er der klæbrig betændelse i Walts løgne, der til sidst også kommer så meget ud af kontrol, at han ikke længere selv tror på det forføreriske i sine røverhistorier.

Umulig intimitet
Forholdet til den handicappede søn Walt Jr. når imod sæsonens afslutning en elektrisk højpuls i beskrivelsen af den usagte og umulige intimitet mellem gode gerninger og selvdestruktive løgne. Sæsonens fokus er i høj grad på disse forviklinger og senere konfrontationer i løgnenes spind i den kræftramte families højrisiko-traumatiserede balanceakt.

Kriminelt partnerskab
Sideløbende, og nok så væsentligt, udvikles Walts og Jesses kriminelle partnerskab i langt mere ukontrollerbare og farlige retninger, særligt da Jesse danner par på flere niveauer med sin nye nabo.

Usundt progressivt
Denne historie former en tænderskærende frustration, der synes at kunne sætte en kæp i hjulet for alle usundt progressive tiltag udi amfetaminkunsten, men historien tager endnu en drejning og vel at mærke i en af sæsonens mest ækelt geniale episodeafslutninger.

Gennemarbejdet ro
Seriens gennemarbejdet rolige fortællestil sørger for jordbindingen af Walts eksplosive dobbeltliv. Nærved klinisk renset for underlægningsmusik og uden svulstig kameraføring, er det hele tiden det indre drama, der er i knivskarp fokus. Hver episode indledes med raffinerede, lyriske prologer, der går i detaljernes materie i lyd og billede - i funklende appetitvækkere langt fra det krukkedes overdrev.

Decideret storspil
Skuespillet er - som i første sæson - den primære nøgle til sammensmeltningen af hele dramaets sjæl, og anden sæson er - som den første - præget af decideret storspil over hele linjen.