Twice in a Lifetime (1985)

Forbløffende dårlig og gennemført rædselsfuldt spillet film: Næppe før og aldrig siden har Gene Hackman spillet med så kunstige, påtagede følelser.
 

Kritisk og vedkommende?

I en historie, der skal forestille at være kritisk og vedkommende – og desuden følelsesladet – finder Harry (Gene Hackman) sig en dag fanget i sit ægteskab med Kate (Ellen Burstyn).

Uimodståelig babe

På sin 50-års fødselsdag møder Harry nemlig en nyansat, jævnaldrende barpige, der med killingesexet udstråling og strålende livsglæde forfører ham med lidt jitterbug.

En mand i krise
Nu er Harry i krise. Han står med det ene ben i en ny, fristende verden og det andet i det velkendte, kedsommelige og følelsesforladte ægteskab. Men Harry vælger at være konsekvent, så han dropper konen til fordel for den nye barpige Audrey (Ann-Margret).

En svær tackling
Det har familien derhjemme temmelig svært ved at tackle, i særlig grad Harrys blond kaserolleklippede datter Sunny (Amy Madigan), der ikke vil møde sin far med andet end sammenbidthed og et blik, der klart giver udtryk for en meget markant negativ holdning til det, han har gjort.

Lysten til nyt kød
Samtidig støtter Sunny sin chokerede mor og fortæller hende, hvordan hun – som afvist kvinde – bør reagere. De to andre børn og svigersønnerne forholder sig mere neutralt til Harrys valg. Svigersønnerne har dog svært ved helt at skjule deres forståelse for lysten til nyt og ungt kød, men må af hensyn til Sunnys vrede nøjes med afdæmpede, anerkendende klap i hænderne og rullende øjne i smug.

En forandret kvinde
Mens Harry ihærdigt forsøger at fordybe sig i sin nye tilværelse med Audrey, presser døtrene mor Kate ud i et totalt makeover. Hun får afbleget håret, ring i ørerne og går på diskobar (med døtrene), hvor letpåklædte mænd vrider deres (under)kroppe tæt ind til den midaldrende kvindes hoved!

Midalderkrise
"Twice in a Lifetime" er en fortælling om en midtvejskrise. Det er et spørgsmål om at gøre op med sig selv, hvad man vil med sit liv. Det er selvfølgelig meget nuttet, og instruktør og producer Bud Yorkin har formået med en helstøbt miserabel amerikansk vammel- og plathed at bringe det allerværste frem i sine skuespillere. Der er tale om helt katastrofal personinstruktion.

Rene floskler
Samtlige replikker i filmen er rene floskler – et ocean af uoriginalitet og ligegyldighed. Det er rædselsfuldt. Det er rigtig, rigtig rædselsfuldt.