Allied (2016)

Trøstesløst kedelig og glat krigsromance om dobbeltspil og agenteri under 2. verdenskrig. Brad Pitt er soldater-charmetrolden Max Vatan, der i en højere sags tjeneste parres med den henrivende franskkvinde Marianne Beauséjour (Marion Cotillard) i Nordafrika.

Klarer ærterne

Sammen klarer de ærterne, og nazisterne, men stikker der alligevel ikke noget under, og kan de overhovedet stole på hinanden? Dét spørgsmål begynder Max først for alvor at stille sig, efter de er blevet gift.

Bundforudsigeligt drama

Erfarne Robert Zemeckis instruerer med ekstravagant bred malerrulle. Den ene enorme bane af elegant fotograferet, men ligeså bundforudsigeligt drama afløser den anden, fulgt til dørs af Alan Silvestris svulstige musik.

Ingen nervepirring

Højglansdramaet er ikke engang nervepirrende, selvom det vel må formodes at være meningen med galskaben. Der opstår ikke ret meget gnist af hverken historisk eller romantisk karakter, i stedet afvikles begivenhederne mekanisk og opstillet – og det kan mærkes helt ud i skuespillet.

Intensitet i anslaget

Mest interessant er det ca. 3 minutter lange anslag, der rummer en intensitet og mystik i sit endnu uafklarede ørkeneventyr: Brad Pitt vandrer af sted efter et faldskærmsspring, og en bil kommer kørende imod ham i en markant sidevinds-støvsky.

Udpræget forudsigelighed

Men så går det ellers også løs, og herfra er forudsigeligheden temmelig udpræget, både i historiens villede intensitet og i hele fortællestilens polerede pænhed. Ingen ridser i lakken.

Den slagne vej

Brad Pitt og Marion Cottilards parløb følger helt og holdent den slagne vej, og ingen af de krigsprøvede agent/modstandsfolk har den fornødne kant eller interesseværdi. Heller ikke potentielt giftige nazibiroller udnyttes kreativt.