Dexter [8] (2013)

    En ekspert i blod i Miamis drabsafdeling lever et dobbeltliv som helt almindelig hverdagsborger og massemorder med speciale i at slå andre mordere ihjel.


    DOBBELTLIV #8

    + PLUS: oaser af autenticitet | original slutning
    -MINUS: metaltræthed | copy/paste-fortælling

     

    Sammenhængende i denne serie:
    Dexter [1] (2006)
    Dexter [2] (2007)
    Dexter [3] (2008)
    Dexter [4] (2009)
    Dexter [5] (2010)
    Dexter [6] (2011)
    Dexter [7] (2012)
    Dexter [8] (2013)

    Så er det blevet tid til både bye bye, Miami og bye bye, Dexter efter hele otte sæsoner, hvilket set i helheden er omtrent tre for mange. Særligt anden og tredje sæson var tynde, og den afsluttende er heller ikke for saftig.

    Større forklarende perspektiv
    I ottende sæson skal hele Dexters opvækst og morderiske vellyst sættes ind i et større forklarende perspektiv, og det gøres bl.a. ved at skrive hjerne- og psykopatforskeren Dr. Evelyn Vogel ind i serien, portrætteret af ingen ringere end Charlotte Rampling (i øvrigt i et tamt om mærkeligt uengageret, endda fejlcastet indhop).

    Tingene spidser til
    Tingene spidser rigtig til, og Dexter må gøre op med for- og særligt fremtid, før det er for sent, og hans sande identitet afdækkes. Skæbnen vil også, at hans flirt og tidligere partner in crime, den billedskønne Hannah McKay, dukker op igen og spreder frygt, men også amour, fordi hun både er seriemorder og hot stuff.

    Metaltræthed
    McKay havde vi meget gerne set udeladt af afslutningssæsonen. Hun er et tydeligt eksempel på en karakter, der var skrevet ud af serien, men som man nu hiver ind igen – i mangel af bedre, eller som et resultat af ren og skær metaltræthed.

    En regulær øjebæ
    Det genopfriskede kærlighedsforhold er i hvert fald en regulær øjebæ i en i forvejen haltende sæson, der mest af alt hikker sig af sted som en benzinmotor med diesel i lungerne. Sæsonen er samtidig et farvel til de faste mord, som Dexter ellers var så dygtig til, for nu er der kun levnet plads til afgørelsens time, der vel at mærke strækker sig over 12 episoder med tyndt skrevne ind- og udviklinger.

    De samme melodistumper
    Med ophold i musikken opstår der små oaser af autenticitet undervejs, ikke noget, serien ellers har slået sig op på. Snarere har hver person og faste handlingselementer haft deres eget tema, og hvor har vi dog hørt de samme små melodistumper mange gange igennem de 96 episoder!

    Ikke skidt tilbage
    De ca. 5000 minutter, eller nærved 80 timer i selskab med Dexter og co. kommer dog ikke skidt tilbage. Det har i det store og hele været underholdende og trygt. Men nogen topserie er det ikke. Hertil er "Dexter" både alt for konstrueret, stiv og forudsigelig. Slutningen er til gengæld herligt overraskende og original. Symptomatisk brød publikum sig ikke om dette alternative indspark, og episoden blev den markant dårligst anmeldte af alle 96.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021