Weiner (2016)

At efternavnet Weiner udtales på samme måde som slang for tissemand (weener) er et temmelig komisk sammentræf, når fokus er på den amerikanske politiker Matthew Weiner. Kongresmedlemmet blev nemlig verdenskendt, da det kom frem, at han havde sendt billeder af tisseren i og udenfor underbukserne til flere kvinder, selvom han var amerikansk mønsterborger og godt gift. Sådan noget går ikke upåagtet hen i USA, tænk bare på Bill Clinton...
 

Dokumentarfilmen går i (underlivs)kødet på Weiners comebackforsøg, når han giver den fuld gas som borgmesterkandidat i New York, og – ganske velovervejet – ikke uden selvironisk humor. Det former en fascinerende og forbløffende rejse ind i hjertet af amerikansk moralhysteri, når det er allerværst. Anthony Weiner er hudløs ærlig, mens kameraet afsøger det kollektivt fremtvungne skyldbetingede ansigt. Tænk at vise skyggen af sin stive diller frem til "sagesløse" kvinder: Dén mand er bare stemplet som pervers. Dokumentaren kommer således i høj grad til at handle om massehysteriet og mindre om politik og borgmesterkandidatur. Men det er også åbenlyst det mest underholdende at gå all in på Weiners stålsatte genrejsningsforsøg, for nu at blive i under bæltestedet-metaforerne. Den Sundance-vindende dokumentar fortæller den – set med europæiske øjne – absurde farce med nærvær og glimt i øjet. Grundstemningen er komisk, men lige under overfladen præger også det tragiske i, at et helt samfund går så meget op i én mands uskyldige (web)sidespring.

Med de mange indspark fra latterliggørende nyheds- og aftenshowudsendelser får du virkelig indblik i, hvor omfattende den amerikanske hetz kan være. Nådesløst nedgørende og fuld af foragt, fordi Weiner afviger en smule fra billedet af den rigtige kerneetiske amerikanske mønsterborger. For Weiner og hans borgmesterkandidatstab er det svært at spinne sig ud af kniben, men den trængte mand giver ikke op uden kamp, hvilket filmen beskriver oprigtigt og egentlig også rørende. For det kræver virkelig en jernpsyke at stå hetzen igennem.