De pokkers Unger (1947)

Bjarne og Astrid Henning-Jensen var først i dansk filmhistorie med en egentlig børne/familiefilm, og det er de sluppet ganske pænt fra.

Fine børnespillere
Vigtigst er det, at børnene (ud over generel stiv tale) spiller naturligt og troværdigt, men "De pokkers Unger" trækker også stikkene hjem i kraft af et scenografisk arbejde, der virkelig "rykker" for film fra sin tid.

En flink vicevært
En baggård fuld af unger holdes i kort snor af den olme vicevært og må absolut ingenting. Ligegyldigt hvad, så er det forbudt. Heldigvis skal gården have ny vicevært, og børnene bliver meget overraskede over hans umiddelbare venlighed, der står i skærende kontrast til den foregående viceværts facon.
 

Børn tager affære

Næppe har børnene fået lov til alt, hvad der før var forbudt, før gårdens superskurk arrangerer, at viceværten fængsles for et røveri, som skurken har begået. Det kan børnene naturligvis ikke have, så de sætter en større efterforskning i gang, som skal afdække sandheden og skaffe viceværten hjem i fred og fordragelighed igen.

Superskurk med kant
Henry Nielsens vicevært Hansen er effektivt superflink – flinkere fås viceværter næppe. Preben Neergaards superskurk Schultz var så effektiv, at han ikke kunne gå på gaden i fred efter biografpremieren. Folk råbte slet og ret skældsord efter ham. Tænk, hvad det ikke kunne udsætte dagens skuespillere for, hvis dén praksis stadig blev udøvet.