Eye in the Sky (2015)

Først og fremmest som et udstillingsvindue for alt det moderne grej, militæret i dag har til deres rådighed, udvikler "Eye in the Sky" sig temmelig fastlåst mod et forudsigeligt klimaks. Men filmen er også – efter en tynd og kejtet indledning – en sikker garant for underholdning. For det livsvigtige samarbejdstema på kryds og tværs af militærledere og kontinenter rummer en umiddelbar spænding: Når de det nu, før det er for sent?

Fra Storbritannien forsøger oberst Katherine Powell (Helen Mirren) at lede slagets gang, men beslutningen om præcisionsbombning af et ubetydeligt hus i Kenya lader sig bestemt ikke så let træffe. For der er store etiske overvejelser på spil, og Powell løber hele tiden ind i forhindringer og forhalinger, både fra egen politisk side, fra USA's topfolk, og fra dén fjernstyringspilot, der skal trykke på droneknappen og gøre det af med den dokumenterede samling terrorister.
 

"Eye in the Sky" arbejder sig varm. Da det står klart, at handlingen centrerer sig om dette ene tilfælde – terror og etik i Kenyas slum – former der sig en skarp intensitet, der både frustrerer og begejstrer. Du kan nemlig dårligt undgå at leve med i de svedte håndfladers dramatik. Samtidig grænser spændingen til det komiske, fordi filmen går så tæt på de mange beslutningers arbejdsgange. Eller rettere manglen på beslutninger, for de enkelte ansvarshavende ministre, militærfolk og rådgivere tør ikke sige "skyd" – hunderæde for militære domstole og for at sidde tilbage med skylden, hvis og når uskyldige kenyanere dør. Således en bureaukratiets actionkomik, hvor Alan Ricman (i en af sine sidste filmroller) sidder for enden af det britiske bord og er med til at trække i nødbremsen, når særligt en lille brødsælgende kenyansk pige sidder lige op ad bombemålet. Den topmoderne krigsførelse har sin helt egen æstetik, der kan fremstå fantastisk elegant lagt i de rette æstetiske filmrammer. Store dronefly med missiler og ekstremt effektive kameralinser er øjnene i himlen og udgør en fascinationskraft i sig selv. Bittesmå fjernstyrede kameraer i form af kolibrier og biller sørger for den mere jordnære terrordokumentation. Disse lækre sager kunne meget let komme til at fremstå som en reklamesøjle, men instruktør Gavin Hood har heldigvis allermest fokus på den "etiske spænding" i historien.

Det kunne meget let være kammet over i det kvalmende, men for det meste lykkes kombinationen action og etik hæderligt. Tendenser i retning af det overstyrede opstår særligt, når orientalsk sorgklang med sang overtager (lyd)billedet. Helen Mirren står oberstdistancen rutineret uden det store elegancespektrum. Aaron Paul viser bittersøde følelser som den urutinerede fjernstyringspilot i USA. Bedst er Alan Rickman i en grundlæggende kedsommelig militærrolle, som han evner at pifte lidt karakter ind i.