Man sku' være noget ved musikken (1972)

Henning Carlsens alvorsprægede lystspil "Man sku' være noget ved musikken" har fat i den lange ende i mange af sine karakteristikker af hverdagsmenneskets danske hverdagskvaler. Og medmanuskriptforfatter Benny Andersen har bidraget med lidt af sin indsigtsfulde menneskekundskab. "En melokomedie," kaldte produktionen bl.a. sig selv i markedsføringen.

Fine udfordringer
Noget af det bedste ved filmen er, at den formår at hive særligt gode præstationer ud af skuespillere, der normalt er blevet misbrugt på det skammeligste – sat i bås efter hvad publikum ville have. Karl Stegger er stærk og lunefuld som bartenderen, alle samles omkring, mens Otto Brandenburg som værtshuspianist udstråler en sjældent set forstående og kærlig varme.

Sammenhold
Problematikken blandt stamgæsterne er ganske ligetil: Der er ulykkelig kærlighed, problemer med økonomien, drikfældighed og trusler om fyringer. Men sammenholdet fornægter sig ikke, og selvom der er en enkelt svipser imellem, klarer sjakket sig såmænd nok.

Ikke helt kød nok på historien

Det er indimellem svært helt at komme i den rette stemning. Filmen vil gøre det så godt, så virkelighedsnært, Benny Andersen'sk og nede på jorden, at temaerne kan synes for utilstrækkeligt behandlet. Der er kort sagt ikke kød nok på historien.