Nixon (1995)

Det, der primært adskiller Oliver Stones to største præsidentfilm, er, at "Nixon" rummer et personligt portræt, mens JFK (1991) alene forsøger at afdække forholdene omkring mordet på John F. Kennedy.

Fantastisk hovedrollepræstation
Trods sine godt tre timers spilletid er "Nixon" et både medrivende og lærerigt bekendtskab. I Anthony Hopkins' helt fantastiske hovedrollepræstation er der alene energi nok til at vække den mest opgivende seer, men der ligger også i den særprægede visuelle stil og de mange historiske indlæg en stor kilde til betagelse.

Alle broer er brændt
Historien om Richard M. Nixon (Hopkins) er kendt i forvejen, og filmen lægger sig meget tæt op ad de faktuelle forhold med enkelte dramatiserende virkemidler undervejs. Vi lærer personen bag præsidenten at kende og følger ham igennem den seje kamp, da Watergate-skandalen er på sit højeste. På det tidspunkt har han brændt snart sagt alle broer, inklusive ægteskabets.

Kraft og styrke
Kombinationen af historisk og politisk undervisning og visuelt mesterlig formidling gør "Nixon" betagende i samtlige 183 minutter. Det er uhyre sjældent, hvis tråden tabes – der er ganske enkelt for megen kraft og styrke i Oliver Stones instruktion og Hopkins' præstation. Blandt de utallige biroller er særligt Bob Hoskins som J. Edgar Hoover uforlignelig.