Støt står den danske Sømand (1948)

Det kan undre, at dette heroiserende og stereotypiserende efterkrigsræsonnement helt frem til nyere tid vækker begejstring og ærefrygt. I Morten Piils "Gyldendals Danske Filmguide" fremhæves således "Den lavmælte inderlighed i skildringen af små mennesker [...] hvilket gør filmen til en stadig vedkommende beretning om mennesker i krig."

Allerede filmens titel serverer hyldesten uden omsvøb, og en fortællerstemme sætter begivenhederne i kontekst. Det er manuskriptforfatter Grete Frisches bror, der selv var i krig til søs, som har leveret dagbogsmaterialet til historien. Under 2. verdenskrig sejlede 5000 danske søfolk under allieret flag på den danske handelsflåde med en samlet tonnage på 800.000 tons. Disse søfolk deltog i modstandskampen imod den tyske, italienske og japanske fascisme, og for 1500 søfolks vedkommende var det med livet som indsats.

Filmen følger en række søfolk om bord på fartøjet Marie Grubbe, da de får den triste besked om tyskernes besættelse af Danmark. Besætningen skal nu stemme om kaptajnens forslag: Enten at sejle til England for at indgå aktivt i kampen mod fjenden, eller at sejle hjem i favnen på nazisterne. Her er de djærve matroser Richard (Poul Reichhardt) og Kaj (Lau Lauritzen), den stolte gamle "Tømrer-Jonas" (Johannes Meyer) og skibsvaskejomfruen (Lisbeth Movin), der morderligt gerne vil med i krig, men til at begynde med hånligt afvises af ledelsen. Snart stævner skibet ud i alt andet end smult vande, hvor trusler fra både miner og fjendens fly og flåde meget vel kan betyde såvel skibets som besætningens undergang...
 

Filmen har stort set ikke skyggen af krigs(uhygge)stemning over sig, og det fatale søslag fremstår i dag temmelig ubehjælpsomt, selvom flere af optagelserne foregik udendørs i Hellerup Havn. Tilbage er de små mellemmenneskelige gnidninger – og forløsninger – i alt fra håbefulde forelskelser (Poul Reichhardt forstår ikke et ord engelsk, men går som det første i kavalerberedskab, da en britisk kvinde entrer handlingen)... til frustrerede hjemlængsler (Johannes Meyers kone ligger syg derhjemme.)

Men heller ikke hér er der gnist og elegance i afviklingen, og det meste skuespil tangerer enten fjolleri eller det teatralske. Filmen belønnedes med en Bodil for bedste film, og Johannes Meyer fik også en statuette for denne birollepræstation, der bestemt ikke hører til blandt hans bedste. Sven Gyldmarks underlægningsmusik sørger for det sidste "pift af heltedåd" i udvalgte scener, skulle nogen være i tvivl om filmens dagsorden.