Nineteen Eighty-Four (1984)

    En mand forsøger at overleve i en dyster fremtid i et totalitærsamfund uden frie tanker.


    MYSTISK FILM

    Du skal være mere end almindeligt vågen for at kunne følge med helt ind til kernen af dén George Orwell-mystificerende historie, der ligger til grund for denne film. Ikke desto mindre er det forsøget værd, for historien er graverende alternativ og fortalt i en omhyggelig og imponerende scenografi.

    En dyster fremtid
    "1984" beskriver en dyster fremtid i et totalitærsamfund uden frie tanker og meninger, hvor alt er kontrolleret af Big Brother, og livet er sat på rationer.

    Oprør mod systemet
    Den ellers lovlydige borger Broder 6079 Smith W. (John Hurt) får problemer, da han begynder at tænke lidt for meget over uretfærdighed og kærlighed og mere eller mindre ubevidst starter et oprør mod systemet.

    Kedsommeligt sortseende
    Det er svært at holde koncentrationen, for "1984" er bare alt for langtrukken og repeterende. I længden bliver den nervepirrende nærgående (på den ikke helt så fede måde) i sin kedsommeligt-sortseende fremtids-skrækvision. Den er dog værd at se på grund af det flotte skuespil, også fra Richard Burton i dennes sidste rolle.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1984, Storbritannien, Mystik, Drama, Science Fiction, 122 min.

    Dansk titel: 1984
    Instr: Michael Radford Prod: Simon Perry Manus: Jonathan Gems, Michael Radford Baseret på: roman af George Orwell Foto: Roger Deakins Klip: Tom Priestley Mus: Dominic Muldowney