Man Who Wasn't There (2001)

Veldrejet og velfortalt drama med storspil i sort/hvid ekspressionisme: En historie om en indesluttet og anonym barber, der i perioder ligeså godt kunne være gået under jorden, uden at det ville blive opdaget.

Kedelig mandetype
Heraf filmens titel: "The Man Who Wasn't There". Billy Bob Thornton udfylder den kedelige mandetype med opsigtsvækkende troværdighed. En sjældent set gennemført "humorforladt" rolle.

En lyssky forretning
Da Thorntons barber, Ed Crane, en dag klipper håret på den omrejsende sælger, Jon Politos Creighton Tolliver, får han historien om en fantastisk ny vaskemetode. Ed bliver lun på idéen om at investere nogle penge i idéen og skaffer $10.000 til formålet.

Beskidt og udspekuleret
Fremskaffelsesmetoden er beskidt og udspekuleret, og hvis Ed regnede med, at han kunne gennemføre aktionen uden at blive opdaget, tog han grueligt fejl. Snart står Ed med meget beskidte hænder, da han i selvforsvar slår sin kones elsker ihjel. Men Ed er ikke politiets hovedmistænkte, det er i stedet hans kone, Frances McDormands Doris, der straks havner i fængsel. Hvad stiller anonyme og storrygende Ed nu op?

Voldsom ekspressionisme
Coen-brødrene arbejder meget bevidst med stærkt 30'er og 40'er-inspirerede lyssætninger. Filmens billedsprog er således voldsomt ekspressionistisk, somme tider næsten en tand for meget. Men delikat er det med disse stramt komponerede billeder, hvis sort/hvide æstetik sætter begivenhederne i et anderledes skær.

Bemærkelsesværdigt skuespil
Filmen vinder på sine bemærkelsesværdige skuespillerpræstationer. Ud over Billy Bob Thorntons hudløse hovedrollepræstation, imponerer Jon Polito i den slikkede rolle som slet skjult homoseksuel snydepels. James Gandolfini sætter liv i kludene i en stærk birolle som den forrådte med temperament, Big Dave. Filmen er oprindelig optaget i farve, denne anmelder har set begge versioner, der har hver sin egen udtalte ekspressionisme.