Krøniken (2004)

    Mennesker mødes og sød musik opstår, men ikke uden malurt i bægeret – og bestemt med store udfordringer gennem flere dekader.


    DRAMATISKE RADIOBØLGER

    Det begynder godt i denne store tv-satsning fra Danmarks Radio – den 22 afsnit lange "Krøniken", fordelt over fire sæsoner. Med en times varighed til hvert afsnit, altså sammenlagt et lille døgns danmarkshistorie i tv-format, kunne der da også kun håbes på, at serien kunne opretholde niveauet fra de allerførste afsnit.

    Hyggelige personer
    Personerne tegnes hyggeligt og smertefrit i de to indledende afsnit, der rimeligt uproblematisk formår at holde en fredsommelig, kærlig og interessevækkende tone, langt fra det overspillede eller kunstige.

    Fine tidsbilleder
    Produktionsdesignet og scenografien er igennem alle afsnit i høj grad medvirkende til, at tids- og personbillederne er relativt troværdige, og det glæder også med de udadvendte og tydeligvis tændte skuespillere, der lægger sjæl i deres portrætter af de danske skæbner anno 1949 og frem.

    Kører fast
    Senere i serien begynder personer og handling at køre lidt fast, og der savnes efterhånden (en smule) fornyelse, hvorigennem galleriet af ellers underholdende eksistenser kunne få lov til at udvikle sig. Der springes således lidt vel rigeligt rundt i tid, og mange af episoderne bærer generelt præg af hastværk og utroværdighed.

    En tikkende bombe
    Skuespillet udgør en tikkende bombe under hele produktionen, da det efterhånden står klart, at den tiltrængte fornyelse i de enkelte roller ikke på nogen måde indtræffer. Det begynder at grænse til de pinlige, at hver rollefigur er forudsigelig og må spille på det banale.

    Fornuften forduftet
    Dramatikken tager sine steder til i en sådan grad, at al sund fornuft og respekt for den gode historie synes negligeret. Hovedpersonen Erik Nielsens (Ken Vedsegaard) pludselige vanvid og Søs' (Maibritt Saerens) flugt fra brylluppet hænger slet ikke sammen og grænser til den helt platte underholdning.

    Falder til jorden
    Som helhed betragtet fremstår "Krøniken" unægteligt noget gumpetungt i sin hårdt optrukne historie, hvor forsøget på at tage arven op efter Matador (1978-82) falder temmelig hårdt til jorden.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2004, Danmark/TV, Drama, Historie, Biler på film, Børn på film, Teenagere, Romantik, 60 min.

    Dansk titel: Krøniken
    Instr: Charlotte Sieling, Henrik Ruben Genz, Lone Scherfig Prod: Sven Clausen Manus: Stig Thorsboe, Hanna Lundblad Foto: Jørgen Johansson, Rasmus Videbæk, Bo Tengberg, Kim Høgh, Henrik Jongdahl Klip: Gerd Tjur, Søren B. Ebbe, Lars Therkelsen, Aase Holm Mus: Jacob Groth
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation