L' enfant sauvage (1970)

    I 1798 fanges en dreng, der har levet sin barndom i vildskab. Nu sætter en venlig mand sig for at give ham en tryg hverdag i civilisationen.


    VILD DRENG KAN TÆMMES

    François Truffaut har gennem hovedparten af sine film tematiseret dét, som han selv gennemlevede i barndommen: Opvæksten på børnehjem, svigt, misbrug og manglende voksenindsigt i børns verden.

     

    Raffineret simpelt

    I "L'enfant sauvage" bringer Truffaut os i en raffineret simpelt fortalt historie tilbage til året 1798. Her findes en dreng, der hele sin barndom har levet alene og fuldstændig isoleret i skoven.

     

    En idiot og et udskud

    Han tages til fange og bringes inden længe til Paris, hvor han anbringes på instituttet for døvstumme, og her betragtes han som en idiot og et udskud.

     

    Dreng kan tæmmes

    Heldigvis fatter en underviser på instituttet sympati for den vilde og tilsyneladende utæmmelige dreng, og han beslutter at tage drengen med sig hjem i privaten for her at finde ud af, om han kan vænne ham til en civiliseret tilværelse.

     

    Ikke megen tålmodighed

    Drengen har ikke noget sprog og heller ikke megen tålmodighed med sin nye tilværelse, men det lykkes alligevel hans nye lærer at skabe tryghed i de nye rammer.

    Klarhed
    Filmen har et stilistisk yderst enkelt udtryk, der bedre end noget andet troværdiggør tiden omkring år 1800. De sarte og stort set naturligt belyste sort/hvide billeder rummer og udstråler i sig selv en klarhed, der understøtter filmens enkle og hjertelige budskab.

    Troværdig vildbasse
    Truffaut spiller selv roligt og behageligt den venlige nye plejefar til den vilde dreng. Drengen, der får navnet Victor, er et tilpas kontrolleret instrueret bekendtskab og i det store og hele en troværdig vildbasse. Underlagt fint doseret klassisk musik.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1970, Frankrig, Drama, Børn på film, Biografi, Historie, 83 min.

    Dansk titel: Den vilde dreng
    Instr: François Truffaut Prod: Marcel Berbert Manus: François Truffaut, Jean Gruault Baseret på: romanen "Mémoires et rapport sur Victor de l'Aveyron" af Jean Itard Foto: Nestor Almendros Klip: Agnès Guillemot