Motel Mist (2016)

Thailandske Prabda Yoon debuterer her som instruktør med en absurd og (volds)pornografisk thriller, ikke uden inspiration fra blandt andre danske Nicolas Winding Refn. Det er farverigt og også flot fotograferet, men herefter drukner alle tænkelige roser i det meningsløse, hvor både sammenhængskraft og almindelig god smag går op i røg.

Den unge skolepige Laila (Prapamonton Eiamchan) er på vej med den meget ældre mand Sopol (Surapol Poonpiriya) til rum #7 på det gustne Motel Mist. Det er Sopols faste rum, og her har han hele det sadomasochistiske udstyr i orden – klar til at fyre den af, så han kan få det nødvendige fix på en sagesløs piges bekostning. Men denne gang går det ikke helt efter planen. Sopol forstyrres nemlig af en mærkværdig gæst i rummet, der grænser op til de vilde udskejelser. Måske er det den forsvundne barnestjerne Tun, der muligvis endda har en evne til at kommunikere med overjordiske gespenster? Under alle omstændigheder tager alle tænkelige fetiches overhånd, og det hele ender grueligt galt...
 

"Motel Mist" er præget af meget lange indstillinger, alene køreturen på vej til værelset føles som en evighed – og der sker ikke ret meget. Det kunne selvfølgelig have været et stærkt virkemiddel, hvis filmen havde haft en generelt mere venlig og imødekommende udstråling. Det står hurtigt klart, at det er ondskaben, der er i fokus, og dét i en grad, hvor den virkelig skal udpensles til det usmageliges grænse, og også overskride den. Hermed bliver den i forvejen svært slugbare historie decideret utålelig, og de klare forudanelser om, at næste handlingselement nok skal overgå det forrige i slemhed, holder stik.

I visse science ficton-/pulp-/horrorkredse kan "Motel Mist" sikkert finde sit publikum, men for den mere generelle betragter er filmoplevelsen ikke alene uskøn, den er også svært tilgængelig, handlingsspringende og som helhed fortællemæssigt ubehjælpsom.