Nadine (1987)

    Et kærestepar med knas i forholdet rystes sammen i en dramatisk mordsag, der kræver yderste påpasselighed.


    EN LILLE FESTLIG GRINEBIDDER

    Her kan Kim Basinger opleves som gennemnaiv sminkøse med sydstatsdialekt. Ved et tilfælde bliver hun vidne til et koldblodigt mord og ligger nu inde med vigtige tegninger, som skumle bagmænd (under ledelse af Rip Torn) hellere end gerne vil have fingre i.

    Et uheldigt vidne
    Det bliver nødvendigt for det uheldige vidne at inddrage kæresten i sagen, og snart er de begge midtpunkt i en hæsblæsende skudduel – og forfulgt af bagmandshåndlangere.

    Kærlighed i knibe
    Historien er i grunden ganske dum, men vinder på beskrivelsen af forholdet mellem Nadine og kæresten. Kærligheden går mildest talt trægt, men undervejs i forløbet bedres det betragteligt – ganske som ventet!

    Tynd historie
    Forudsigeligheden er høj, historien er tynd, men skuespillet er yderst veloplagt, lagt i kyndige hænder hos den erfarne instruktør Robert Benton. Jeff Bridges er virkelig underholdende som Nadines kæreste... og undervejs i historien opleves forfriskende grin.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1987, USA, Komedie, Romantik, Mystik, Krimi, Biler på film, 83 min.

    Dansk titel: Nadine
    Instr: Robert Benton Prod: Arlene Donovan Manus: Robert Benton Foto: Nestor Almendros Klip: Sam O'Steen Mus: Howard Shore