Godsend (2004)
En forældrepar mister deres søn, men tilbydes en klonet udgave. Da klonen vokser til, begynder der at ske mærkelige ting...
SKEMATISK HOLLYWOOD-THRILLER
Fastlagte Hollywood-rammer fører os hér ind i en historie, der er på grænsen til det kvalmende tåbelige. Uden på nogen måde at gøre personerne eller begivenhederne dybe sejler "Godsend" ligeså sikkert ud i sit eget ukontrollerede stormvejr, der kun kan ende med et forlis.
Intet positivt at sige
Forliset er nu ikke trist i denne forbindelse: "Godsend" burde aldrig have set dagens lys. Det er simpelthen ikke muligt at finde et eneste positivt ord at sige om produktionen...
En uventet henvendelse
En kort indledning viser kernefamilien Duncan i deres idylliske tilværelse – men pludselig dør sønnen Adam (Cameron Bright) i en tragisk ulykke, og sorgen melder sig naturligt nok. Der skal dog ikke gå lang tid, før en uventet henvendelse fra lægen Richard Wells (Robert De Niro) tænder et lille lys i ægteparret Duncans sørgende hoveder.
Kunstig befrugtning og kloning
Wells har i al hemmelighed udviklet en metode, hvor han ved kunstig befrugtning og kloning kan garantere Duncan-parret en nøjagtig kopi af Adam, og dét er alligevel for fristende.
Svulstig morale
Filmen bruger ikke mange øjeblikke på graviditeten, for vi skal frem mod sagens kerne og den svulstige morale i filmen. Det går nemlig grueligt galt. Adam bliver slet ikke som den gamle Adam, og det udvikler sig til et mareridt for forældrene. Og herfra bevæger filmen sig skudsikkert mod klimaks.
Skematisk forudsigeligt
Når det allerede efter ti minutter i selskab med "Godsend" kan konstateres, at fortællestilen, skuespillet, musikken, kameraføringen, lyssætningen, lyddesignet og alt det løse på alle måder opererer efter en nærmest skematisk forudsigelig og uoriginal Hollywood-tabel, er der ingen grund til at håbe på overraskelser. Og de dukker da heller aldrig op.
Ingen fornyelse
Lysten og viljen, ja måske evnen til at skabe noget ud over det sædvanlige, er ganske enkelt ikke tilstede i hverken Mark Bombacks manuskript eller i særdeleshed i Nick Hamms iscenesættelse.
Intetsigende rutinearbejde
Samtlige begivenheder og enhver kameraindstilling (overdrivelse fremmer forståelsen) er komplet uinteressante og gennemsyret af en mangel på grundlæggende indsigt i menneskets utallige dybder.
Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2004, Canada, Science Fiction, Gyser, Børn på film, Action, Drama, Fantasi, 97 min.
Dansk titel: Godsend- Greg Kinnear (Paul Duncan)
- Rebecca Romjin (Jessie Duncan)
- Robert De Niro (Richard Wells)
- Cameron Bright (Adam Duncan)
- Merwin Mondesir (Maurice)
- Jake Simons (Dan Sandler)
- Marcia Bennett (Principal Hersch)
- Raoul Bhaneja (Samir Miklat)
- Zoie Palmer (Susan Pierce)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation