Napola – Elite für den Führer (2004)

Tyskerne skal have ros for, at de langt om længe har taget hul på den betændte byld at skildre deres egen sorte fortid under naziregimet. Vi så det med stor effekt, da selveste Hitler fik sin egen film i kraft af Der Untergang (2004).

En streng uddannelse

"Napola – Elite für den Führer" skildrer forholdene på en eliteskole for Hitlerjugend-teenagere: Hér får tyske drenge en streng uddannelse, der skal gøre dem til landets bedste soldater.

Psykisk terror
Unge Max Riemelt spiller den (forståeligt samtids-)naive Friedrich Weimer, der ser alle tiders fremtid for sig, hvis han kommer ind på skolen. Så han trodser sin fars modstand og tager af sted til skolen på eget initiativ, men også fordi, højtstående officerer har opdaget hans boksetalent.
 

Ubehagelige forhold

På skolen erfarer Friedrich imidlertid, at forholdene er endog særdeles ubehagelige: Psykisk terror og ydmygelser fyger gennem luften, og efterhånden bliver det næsten ikke til at bære.

Bag Hitlers propaganda
"Napola – Elite für den Führer" skildrer altså rædslen og det sande ansigt bag Hitlers idylliske propaganda. Men rædslen når ikke helt ud blandt publikum, for i skildringen af netop rædslen har man valgt en blankpoleret og svulstig fortællestil, der mest af alt gør filmen til en Hollywoodfilm på tysk.
 

Stort potentiale

Det er ganske ærgerligt, når historiens store potentiale klart fornemmes, hvilket kunne have resulteret i en hårrejsende oprigtig film, hvis man havde turdet skabe noget bare lidt ud over det sædvanlige. I stedet opleves en veltrimmet, storladen og dyrt udseende produktion, som oftest er akkompagneret af malplaceret episk underlægningsmusik.

Skuespil på det jævne
Skuespillet er lige omtrent på det jævne. Her er ingen højdepunkter, og rollerne er kedeligt stereotype i genreklichéer, der virkelig irriterer. I hovedrollen imponerer Max Riemelt udelukkende i kraft af sin fantastiske kropsbygning, resten er ikke synderligt godt...

Teatralske dramaer

Teatralske dramaer udspiller sig sideløbende i (uvedkommende fortalte) bihistorier. Uvedkommende, mest fordi det hele bliver så forudsigeligt og dermed keder mere end overrasker.