Havana (1990)

Et überforudsigeligt melodrama, der aldrig når til at retfærdiggøre sig selv. Hverken Robert Redford i hovedrollen, et flot produktionsdesign eller Golden Globe- og Oscarnomineret sambafilmmusik af Dave Grusin kan ændre ved, at "Havana" forbliver støbt i en række klichéer, der er ganske kedsommelige.
 

Sprælsk tilværelse

Robert Redford spiller spillefuglen Jack Weil, der i 1950'erne (klods op ad den cubanske revolution) fører en sprælsk tilværelse med spil, drinks og dejlige damer. Pengene kradser han nemt ind ved spillebordet, men hans spillebegær bliver afløst af et kødeligt begær, da han møder den henrivende svenske Bobby Duran (Lena Olin). Trods navnet er der tale om en kvinde, og det passer Jack fint... han kan nemlig godt li' pi'r.
 

Underligt hemmelighedsfuld

Men der er noget ved hende Bobby, der er sådan lidt underligt hemmelighedsfuldt, og Jack erfarer da også snart, at hun er gift med en indflydelsesrig Cuba-mafiabagmand (Raul Julia) – men derfor kan de to måske alligevel godt have noget kørende på skibsbriksen...?

Sydney Pollacks Casablanca
På mange måder vækker "Havana" mindelser om mesterklassikeren Casablanca (1942) – ikke at den på nogen måde når samme kvaliteter, men historierne er ret ens.

Komplet forudsigeligt skematisk

"Havana" udvikler sig efter et komplet forudsigeligt skema, og forviklingerne i melodramaet bliver mere og mere überdramatiske. Det er næsten ikke til at bære at se på, eftersom det hele ovenikøbet er belagt med et tykt lag klistret kliché.