Umberto D. (1952)

Der må findes en gud – også for film. Og i givet fald er "Umberto D." et af denne guds store vidundere. Hvor mange der er af slagsen i filmhistorien er uvist, men det er stadig kun de færreste, der finder vej helt til toppen.
 

Et vakuum af ensomhed

Vittorio De Sica har iscenesat denne uforglemmelige film, der bevæger så dybt, at det egentlig ikke lader sig genfortælle i ord. Historien om den pensionerede Umberto Domenico Ferrari (Carlo Battisti), der bevæger sig rundt i ét stort vakuum af ensomhed og meningsløshed i evig jagt efter af skrabe penge sammen til sin sure udlejer, er voldsomt gribende.

Samme lille lejlighed i 30 år

Umberto har boet i den lille lejlighed gennem de sidste tredive år. Nu er han ikke længere en sikker indtjeningskilde for udlejeren – en hysterisk selvglad overklassesangerinde med en hel kø af mænd efter sig.
 

Selvmordstanker og dårlig samvittighed

Efterhånden som Umberto erfarer, at han er uønsket og i det hele taget ikke henter sympati fra ret mange kanter, beslutter han sig for at begå selvmord. Men dårlig samvittighed overfor sin eneste tro følgesvend, gadekrydset Flike, sætter ham gentagne gange på andre tanker. En af ejendommens øvrige lejere, den unge Maria (Maria Pia Casilio), er den eneste af menneskeligt kød og blod, der udviser oprigtige følelser for den hårdt prøvede mand.

Følelsernes centrum
"Umberto D." kan synes enkel på overfladen, men ejer rent faktisk en kompleks og meget dyb historie, der skærer ind til benet og når følelsernes centrum (=hjertet) med overrumplende virkning.

Ingen sentimentalitet

På intet tidspunkt bliver Vittorio De Sica sentimental i sin skildring af Umberto D. De følelser, vi har som publikum, er således katartiske. Og du slipper aldrig "Umberto D." igen – det er en film, der bæres med i bagagen resten af livet.

Nærværende skarphed
Billedligt står filmen i G.R. Aldos (Miracolo a Milano (1951)) fotografering på et nærmest overmenneskeligt plan: Enkelt, og dog så perfektionistisk, stramt komponeret. Intet billede er overladt til tilfældighederne, og hvert enkelt lille fnug i kameraets linse bliver nærværende.
 

Oprigtigt rørende

Carlo Battisti, der ikke var uddannet skuespiller, gav med denne præstation filmhistorien en unik gave. Sjældent har vi set et så oprigtigt rørende menneskeportræt på film. Musikken er brugt minimalistisk og yderst begrænset: På de helt rigtige steder træder tonerne ind og underbygger i det stille.