Fætrene på Torndal (1973)

Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)

Dansk film kastede hér endnu et håbløst lystspilstilfælde for de glubske tilskuere. Karl Stegger, Arthur Jensen og Axel Strøbye kan opleves i et forrygende overspillet trekløver af lalleglade fætre, der alle er oppe imod slemme Morten Korch-skurke, der tænker penge frem for ærlighed.

Kvælende klovnerier
Der er tale om en af de – heldigvis relativt få – Morten Korch-filmatiseringer, der misforstår "konceptet" og kammer fuldstændigt over i lagkagekomik og almindeligt klovneri. Al mulig sød musik eller optakt til samme forsvinder i kvælende plathed.

Beskidte metoder
En debuterende Kurt Ravn kan opleves som den hårdt prøvede forpagter Iversen, der får den Korch'ske ondskab tæt ind på livet. Nabogården tager nemlig beskidte midler i brug for at få Iversen og hans nystartede landbrugsvirksomhed skudt i sænk.

Overskruet rolle
Karl Stegger er kørt helt ud på overdrevet i en noget nær rædselsvækkende overskruet rolle. Arthur Jensen og Axel Strøbye kan bedre gå an, men man vrider alligevel ansigtsfolderne ofte. Der er ikke meget Morten Korch-idyl over den platte Ib Mossin-iscenesættelse, men der opstår alligevel en smule lykkefølelse i kornmarken, og det gør, at filmen lige nøjagtigt er til at holde ud.

Evigtgyldige Korch

I filmens baggrunds-knaldgule program blev der funderet over, hvorfor Morten Korch stadig var så populær – både blandt læseheste og biografgængere, og man havde spurgt forfatterens søn Morten A. Korch, der bl.a. kom med følgende udlægning: "Han talte til sin læserkreds i et sprog, de forstod, og fortalte om emner, der lå inden for deres egen verden, og samtidig forstod Morten Korch at give dem en næsten kriminalagtig spænding, som fastholdt læserens interesse til det sidste".