Aloys (2016)

Halvanden time i selskab med Tobias Nölles Berlin-prisvindende "Aloys" er ikke hverken kønt eller interessant, og så er det svært ikke at føle sig snydt eller bedraget. Nogle tilskuere falder bagover som følge af filmens tiltagende mystiske vanvid og skævhed. Andre falder forover i dyb hovedrysten over det mystiske nonsens, der udspiller sig. Du skal i hvert fald være mere end almindeligt begejstret for det aparte og ja, slet og ret avantgardistiske, for at føle dig tiltrukket af "Aloys".
 

Der fornemmes en inspiration fra den svenske "vanvidshumorist" Roy Andersson, der i sine sene, skæve film også ynder at pakke fortællinger ind i lag af farver og mystik. I "Aloys" mangler vi bare vellykkede humoristiske lag.

Den ensomme og sære privatdetektiv Aloys Adorn (Georg Friedrich) har netop mistet sin far, der var det absolut sidste familie, han havde tilbage, og nu står han på egne vaklende ben med både hverdag og forretning. Da han en dag bliver ringet op af en mystisk kvinde, bliver det begyndelsen til et meget mærkværdigt telefonisk forhold, der efterhånden helt udvisker grænserne mellem drøm, virkelighed... og vanvid. For Aloys er i forvejen fanget ind i sin egen verden af overvågning, lydoptagelser og mærkelige dobbeltlag. Alligevel tiltrækkes han så meget af kvindestemmen, at han begynder at efterleve hendes forslag, og snart er hans forestillingsverden fuldstændig omsluttet af stemmen, som var den en kæreste i egen høje person.

Filmen åbner interessant i en både visuelt eklatant stil og en rolig fremdrift. Billederne af Aloys' triste liv står flot i det trøstesløses æstetik, centreret om dén boligblok og det hengemte kontor, hvor han lever sit liv. Men for nu at sige det mildt, kører "Aloys" som film fuldstændig ud på et sidespor, og de udviskede grænser mellem snart sagt alle tænkelige eksistentielle parametre flyder sammen i en pærevælling, der bestemt ikke tilfredsstiller den søde tand.

Georg Friedrich gør det pænt, særligt i filmens lovende start. Men også hans Aloys-rolle trækkes med ned i dyndet, i takt med at herlighederne tager overhånd. Der er mange transportscener, hvor Aloys sidder i bussen – som oftest alene – og ruderne er altid duggede. Et meget godt billede på dén forstillelse, som filmen efterlader sig på tilskuerens nethinde.