The Rover (2014)

Intens, sammenbidt og dialogfattig australsk/amerikansk ørkenspænding, der tager jord med fra første scene: "The Rover" leverer varen, rent adrenalinmæssigt, mens fortællestilen – særligt på lydsiden – er på grænsen til det vulgære, og dét trækker drastisk ned.

Uforligneligt kompromisløs

Eric (Guy Pearce) er uforligneligt kompromisløs, som han pløjer sig gennem øde australske landskaber i hævnens tjeneste. Det er en af filmens forcer, at den tør overraske med komplet amoralske handlinger, der ikke på nogen måde afstedkommer dårlig samvittighed hos hovedrolleindehaveren.

Postapokalyptisk stemning

Stemningen er postapokalyptisk, selvom baggrunden for historien angiveligt (lidt vagt defineret) er en verdensomspændende økonomisk krise. Under alle omstændigheder er der ikke mange mennesker at finde nogen steder – og dét gør Erics jagt på tre mænd, der har stjålet hans bil, endnu sværere.

Efterladt blødende

Undervejs render han på Rey (Robert Pattinson), en bror til en af biltyvene. Han er efterladt blødende i vejkanten og behøver hjælp. Da han er kommet nogenlunde på benene, begynder Eric at presse Rey til at fortælle, hvor broren bor, og snart er de på vej sammen.

Aldeles overbevisende Pattinson

Pattinson præsterer aldeldes overbevisende som den meget småt begavede Rey, der kæmper med et skisma, nu hvor han sammen med Eric er på vej til brorens hus i hævnens tjeneste.

Helt igennem ødelæggende

Men, som nævnt, helt igennem ødelæggende for filmoplevesen er Antony Partos' vulgært støjende, minimalistisk-eksperimenterende underlægningsmusik. Stort set hele filmen er underlagt denne ekstreme støj, og dét er både anmassende og helt ude i hampen.

Intense visuelle stemninger

Flere gange kan en god fantasi forestille sig, hvorledes de fantastisk intense visuelle stemninger kunne have emmet af autenticitet og nerve, hvis filmen havde valgt et helt andet lydspor, nemlig den australske naturs egen ægthed i skiftende luner.